New Zealand

 

Australien New Zealand Fiji USA

 

ONCE in a lifetime

 

Mod fjerne himmelstrøg

Rejsebeskrivelse New Zealand

NB! Det gul-markerede i beskrivelsen er link til yderligere beskrivelse.

Experiences

Opdateret 2/6-16

4/4

Vente og rejsedag.

Vi har i dag afleveret Apollo 2. Ingen skader – kun kørt godt 10.000 km. Ingen problemer med aflevering. Vi blev kørt ud til lufthavnen af Apollo. Og vi har afleveret bagage og gennem sikkerhedskontrol. Så langt så godt. Da vi skulle til at gå ombord var der kommet ny tid for flyafgang. I stedet for 12.55 var ny tid 17.10 – godt fire timer forsinket. Årsagen til dette skulle efter sigende være dårligt vejr på Fiji. En lang dag i lufthavnen.

Så lettede vi endelig. 4½ time forsinket. Vi er nu på vej mod Fiji – tre timers flyvning.

3/4

Pakkedag.

Her til morgen stod vi op til en dejlig udsigt over til Auckland fra Devonport. Lidt skyer, som dækkede toppen af det store tårn. Efter morgenmad tog vi køreturen gennem Auckland og nåede ud på den anden side af byen. Vi fandt Apollo kontoret, hvor vi skal aflevere bilen i morgen, så ved vi hvor det er. Og vi har fundet en campingplads. De sidste par timer er gået med at pakke i kufferter. Først den mindste kuffert bliver flydt med tunge ting, så den kan komme op at veje de 23 kg. som den må. Vores udfordring er ikke vægt men plads. Her i aften er det sidste hyggeaften i New Zealand.

2/4

Auckland.

I dag er vi kørt ned til Devonport. En lille halvø nord for Auckland. Meget hyggeligt sted. Herfra gik der en færge over til det centrale Auckland. Efter en lille gåtur rundt i Devonport tog vi sejlturen. Færgen lagde til lige ud for Sky Tower. Vi gik nogle timer rundt i Auckland. Ikke den hyggelige by, som vi før har set andre steder. Virkede lidt fortravlet.

Til sidst gik vi op til det store tårn, hvor vi brugte nogle timer. Vi var 220 m. oppe i tårnet. Herfra var der rigtig god udsigt ud over Auckland med alle dens øer, broer og vand. Rigtig flot. Der var flere steder, hvor der var glas i gulvet, så man kunne se direkte ned. Det var lidt specielt at gå på.

Vi blev oppe i tårnet til det blev solnedgang. En flot solnedgang med mange røde skyer. Vi så alle lysene rundt i hele Auckland. Imponerende med alle disse lys.

Sidste rigtige oplevelses dag i New Zealand inden det i morgen er pakkedag.

1/4

Efterårsregn.

I dag har det regnet hele dagen. Ikke skybrud men alligevel en del regn. Og nok til, at men ikke går nogen tur. Bortset fra nogle flotte solbeskinnede skyer i morges har vi ikke set solen i dag.

Vi har i dag kørt rundt og set det, der var at se af udsigter – godt hundrede km. Vi er kørt fra Langs Beach og ud til Gulf Harbour.

Vi kan godt se, at efteråret har taget sit indtog her i New Zealand. Det er blevet køligere og mere skyet.

31/3

I dag tog vi turen ned til Whangarei Heads og videre om til Ocean Beach. Ude i vandet var der klipper og naturligvis et flot syn. På stranden var der en masse klipper. Dem skulle vi naturligvis op at klatre på. Det var en dejlig formiddag. Klipper og vand. Bagefter var tid til en dejlig smuk tur tilbage langs vandet. På turen tilbage så vi New Zealands måske næste flag. Et bregneblad og nogle stjerner – nu må vi se hvad det bliver.

Ved middagstid kørte vi ud til Waipu Caves. Her var der en Caves track. En gåtur på to gange to km. Der var ikke specielt noget at se. Men jeg fik da noget god motion. Bagefter stod det på caves. Dorthea og Ulla valgte at blive tilbage i bilen. Ulla havde lidt ondt i ryggen. En stor grotte. Lommelygten var heldigvis med. Der var rigtig mange flotte formationer inde i grotten. For at komme helt ind i grotten var man nødt til at gå i vand til knæene, så må skoene tørre bagefter. Halvvejs inde i grotten var der glowworms. Rigtig flot med alle disse ’stjernelys’. Når man slukkede lyset inde i grotten var der rigtig mørkt og man kunne rigtig se disse glowworms.

Lidt længere fremme var man nødt til at gå helt ned knæ for at komme igennem. Helt inde i grotten var der et stort rum – ’en Cathedral’. På et tidspunkt var der en, der spillede på blokfløjte. Det lød rigtig flot.

Efter et par timer var grotten set. Da jeg kom tilbage til bilen ville Dorthea gerne ned og se grotten, så jeg tog lige en tur mere sammen med hende.

Afslutningen på dagen blev en lille tur ud til Piroa Falls. Et vandfald – ikke det største og ikke det flotteste – men det var der. Vi er nu vendt tilbage til kysten og fundet et overnatningssted ved Langs Beach.

30/3

Klipper og pools.

I dag har vi kørt en lille tur, hvor vi begyndte med at se Whangarei Falls. Et stort højt vandfald som man faktisk kunne gå rundt om. En dejlig flot morgentur. Herfra kørte vi ad seværdighedsruten ud mod Matapouri, som ligger helt ude ved vandet. Et par kilometer inden Matapouri gik vi de sidste par kilometer ned til stranden og rund om nogle klipper og flot udsigt til andre klipper. Helt omme ved Matapouri kunne man krydse over til en anden strand – ved lavvande. Dorthea og jeg var helt omme ved Mermaid Pools. Det var en hård tur over en stor klippe. Først skulle vi op af en meget stejl skrænt. Det sidste stykke var der et ræb at hive sig op med. Og så turen over klippen og til sidst ned på den anden side, hvor der det sidste stykke var skarpe klippestykker. Men så var vi også ved Mermaid Pools. Dejlig svømmetur. Og så turen tilbage. Specielt ned af den stejle skrænt var svær for Dorthea.

Vi er nu kørt videre ned mod Whangarei Heads, hvor vi ca. halvvejs har slået lejr og set fin solnedgang.

29/3

Afslapperdag.

Et rigtig dejligt sted vi fandt i går. Ingen vind og en fantastisk udsigt. Og så de dejlige fisk i går.

Her til morgen har jeg gået en lille tur på en times tid imens Ulla og Dorthea sov videre. Det var blevet lavvande så man kunne gå langs vandkanten. Efter godt en halv times vandring, var der den flotteste solopgang med røde skyer, der spejlede sig i vandet.

Efter morgenmad tog vi turen ad de mange snoede veje sydpå til Whangarei. En lille tur med nogle udsigter. Er ankommet til campingplads ved middagstid og så er det ellers tid for afslapning.

28/3

Grusveje og friske fisk.

I dag har vi kørt en masse kilometer på grusveje.

Vi begyndte formiddagen med en tur ind til byen Kawakawa. Her er der nogle specielle udsmykkede toiletter designet af Hunterwasser. Mere specielt end kønt. Herfra gik turen videre ud til Russell. En lille hyggelig by, hvor vi gik en lille tur. I byen ligger også den ældste kirke i New Zealand fra 1836 – en trækirke. Inde i kirken lå en bibel, hvor det både stod på engelsk og maorisk.

Herfra kørte vi langs kysten ud til Kaimarama bay. En masse snoede veje og en masse grusveje. En rigtig smuk vej med mange udsigter ud over Bay of Island. Men det tager lang tid at køre på alle disse snoede veje. Fra Kaimarama bay kørte vi sydpå til byen Whangaruru. By og by – fem huse. Her har vi fundet et sted ude på et næs, hvor vi har slået lejr. Midt i jeg var ved at lave mad, kom en lokal ind fra en fisketur. Hun spurgte om vi ville have et par friske fisk. Og jo tak. Men sikke et par store fisk. Heldigvis fileterede hendes mand fiskene, så der blev fire store filér. Vi ændrede lige aftensmad til friske fisk i stedet for de oprindelige planlagte frikkedeller. Herligt med friske fisk.

Og sidst på dagen en rigtig flot solnedgang.

27/3

Påskedag på vandet.

I dag har vi været på en mange timers sejltur på Bay of Island. En næsten syv timers sejlads har ført os ind mellem en masse flotte klipper. Klipper som bare er enestående, som de rejser sig op af havet. Vi kom også forbi sorte klipper og ind i en masse bugter. Cruise-båden var en katamaran, en af dem, der godt kan skyde en vældig fart og det skal jeg lige love for skete af og til. Aller længst ude i Bay of Island ligger Motukokako (Hole in the rock). En kæmpe klippe med et hul igennem. Nogle dage kan der sejles igennem andre dage ikke. Båden lige inden os sejlede igennem, men det var også en mindre båd. Og sikke en vip tur de fik, da de sejlede igennem. Vores båd var noget større og vores kaptajn turde ikke sejle igennem. Forståligt nok når man så hvilke store bølger der slog op mod klippevæggene.

Vi holdt en lille pause ude på en ø for at spise frokost og det blev også lige en hurtig dukkert (Dorthea og jeg).

På sejlturen så vi en masse delfiner, der legede i vandet. Desværre havde de unger, så vi måtte ikke svømme med dem. Som en lille trøst fik vi lov til at være ned i et net, som hang på siden af skibet. Det blev slået ud og der var ca. 15 personer i af gangen. Den underste halvdel af nettet var nede i vandet i mens kaptajnen sejlede rundt, frem og tilbage og sidelæns. Først en lille børnetur, som Dorthea fik lov at prøve og siden nogle rigtige herreture. Jeg skal da lige love for en speciel oplevelse.

Her til aften har vi spist ude og fejret påskedag.

26/3

Waitangi.

Dejlig morgen med udsigt ud over vandet og en dejlig solopgang. Her i formiddag har vi været en tur oppe i Waitangi. Et kultursted og museum, der beskriver den traktat, som blev indgået mellem den britiske regering og Maorierne. Traktaten var et dokument som beskrev, at briterne ville give maorierne, deres land tilbage igen. Maorier er det oprindelige folk i New Zealand. Traktaten blev underskrevet i 1840. På det tidspunkt var der ca. 600 stammehøvdinge. Nogle af dem nægtede af underskrive. Til trods så lever maorier og efterkommere af briter side om side i dag. Inde på museet var der også en ½ times dans af maorier. Det var lige så flot som den aften vi så det i Rotorua. En masse ceremonier, som gør det hele så smukt. En oplevelse, der er det hele værd og som tog ca. tre timer.

Herfra var vi lige et smut ude ved Haruru Falls. Et meget brusende vandfald, hvor sand blev hvirvlet med ind i vandfaldet, så det virkede meget grumset. Her i eftermiddag har vi gået en tur i Paihia. En hyggelig lille by med masser af barer, som naturligvis skulle prøves.

Overnatning samme sted som sidste nat.

25/3

New Zealands ældste stenhus.

I dag har der ikke været noget hastværk. Vi kørte lidt rundt på halvøen, vi havde sovet på. Der var nogle smukke bugter, som vi nød udsigten ud over. Herfra har vi ellers kørt på seværdigheds veje. Vi fulgte vej 10 til enden og fortsatte ind på vej 11. Vi var også omkring Te Ngaere, hvor vi fik frokost. Efterfølgende var Dorthea i vandet. Og nogen skulle passe på hende, så jeg var også en tur i bølgerne. En seværdighedsvej uden nummer, men en rigtig flot en af slagsen. Der var mange udsigter til klipper ude i vandet og sammen med det grønne på land giver det det helt rigtige billede.

På vejen videre var vi lige forbi Kerikeri. Her så vi det ældste stenhus i New Zealand. Et hus fra 1835.

Vi er nu kørt ned til Paihia. Udgangspunktet til hele Bay of Islands. Heldigt nok er der her fri camping, så vi har fundet en plads ved stranden, hvor vi holder for natten.

24/3

New Zealand nord.

Hold da helt op, hvor har det regnet i nat og en vuggetur fik camperen også. Men her til morgen er det stilnet helt af igen. Og solen er begyndt at titte frem. Vi skynder os at blive færdige og komme af sted. De sidste 70 km. op til Cape Reinga. Ikke så meget at se på turen op. Men selve nordspidsen af New Zealand – hold da op, hvor var det flot. Og vi var heldige at solen kom frem – dejligt. Først var vi ude ved fyrtårnet. Sikke en udsigt ud over havet. Her mødes to vande – Stillehavet og Tasman Sea. Flot når bølgerne slår mod hinanden. Og så var der klipper ude i vandet. Rigtig flot. Fra fyrtårnet var der en lille gåtur op af et lille bjerg. Helt forpustet nåede vi toppen. Sikke en dejlig udsigt ud over det hele. Vi tog også lige en af de mange vandreture. Men hvor var det varmt og fugtigt. Med op til 30° og meget fugt i luften. Herefter vendte Ulla og Dorthea tilbage til camperen. Og jeg tog endnu en tur ud til fyrtårnet. Her sad jeg bare og så ud over det dejlige hav med bølger og klipper. Det var en helt igennem dejlig oplevelse.

Efter fyrtårnet, klipper, udsigter og fire timer i den dejlige sol, gik turen tilbage de 100 km. Undervejs gjorde vi lige et hold og kørte ud til Ninety Mile Beach. Lige en lille gåtur på stranden og så var det ellers tid for Dorthea og jeg til en dukkert. Stranden hedder det fordi den skulle være så lang – og den er også noget bred.

Vi er nu kørt lidt videre til Tokerau Beach, hvor vi overnatter.

23/3

Regnvejr for alle pengene.

I dag har det regnet og regnet hele dagen. Vi har kunnet se på internettet, at hele New Zealand er ramt at et kæmpe regnvejr. Dagen i dag har været brugt på biblioteket i Kaitaia med div. opdateringer og breve. Nordspidsen må vente en dags tid. Vi er dog kørt nordpå i håb om at dagen i morgen bliver bedre. Vi har fundet et sted 70 km. syd for nordspidsen. Og det styrtregner og stormer. Alt er bare fugtigt. Billedet til venstre stemmer ikke helt overens med virkeligheden. Der er intet, der kan brænde lige nu. Her kl. 1 om natten er det stadig 22°.

22/3

Kauri møbler.

Her i formiddag har vi lige været på en times rundtur ude ved Wairere Boulders. Det var en rundtur, der førte os ind mellem meget store klipper og huler. Det var lidt sjovt og interessant at se. Der var små passager og sprækker vi skulle igennem. Men vi klarede det. Til trods for lidt regn.

På vej nordpå kom vi forbi en butik med møbler, der var lavet af kauri-træ. De var mere specielle end flotte.

Vi er nu kørt op til Ninety Mile Beach camping. Lige nord for Awanui. På vej op mod nordspidsen.

21/3

De tre K’er – Køer, køre, Kauri.

I dag har vi kørt ad de seværdige veje. Først var det vej 16 og dernæst vej 12. I alt ca. 290 km. Taget i betragtning af, at det er i New Zealand med de mange snoede veje er det helt pænt, selvom det har taget det meste af dagen.

På den seværdige vej gennem vestsiden af Nordøen af New Zealand har vi set en masse store ko- besætninger. Mange flere end på Sydøen.

Og så har vi set kauri-træer. Vi har set det største kauritræ. Om det så er det største i verden eller kun i New Zealand er stadig uvist. Og det næststørste og syvende største. De er ikke specielt høje, kun ca 50 meter. Men de har en meget tyk stamme. Det er det de er kendte for. Og så var der 'de fire søstre'. En kæmpe rod, der havde fire træer ovenpå. Det største træ er ca. 2000 år gammelt, Er 13,8 meter i omkreds og 51,5 meter højt.

Det var en speciel og fascinerende oplevelse.

Vi er nu kommet til Opononi - men først efter vi lige var en tur ude på South Head. En rigtig smuk udsigt. Desværre var der ikke nogen god solnedgang.

20/3

Alternativ togtur.

En stille og rolig morgen, hvor vi havde god tid. Vi skulle være inde ved Driving Creek Railway & Pottery ved ti-tiden. En times togtur ventede forude. Det var et lille tog med små vogne. Togbanen er bygget af en lærer fra Auckland - tilbage i tresserne - som hellere ville bruge hænderne i stedet for at være lære. Derudover var han en rigtig dygtig pottemager. Han byggede togbanen op af bjergsiden for at komme op til det helt rigtige ler.

Foruden at være et lille tog med små vogne, var det noget helt specielt ved banen. Ca. fem gange på turen skiftede vi niveau. Det vil sige vi kørte frem til enden af sporet, hvorefter skiftesporet blev ændret og så kørte vi tilbage ad et nyt spor.

Efter en togtur i regnvejr gik turen langs bugten de 150 km. om til Auckland. En flot tur med masser af havudsigt. Efter 1½ time og 35 kimometers kørsel gennem Auckland er vi nu på den anden side af den store by. Vi har nu fundet en plads på toppen af et bjerg med kæmpe udsigt ud over Auckland.

19/3

Diger af sand.

Morgendagen begyndte med et rigtigt varmt ’hot pool’ på Hot Water Beach. Vi var på stranden en times tid inden lavvande. Men jeg skal lige love for, der var bølger, der slog ind mod stranden. Der var også skilte med forbudt svømning i vandet. Bølgerne var meget kraftigere end i går. Og grundet weekend var der ca. dobbelt så mange på standen end i går. Vi fandt et godt varmt sted og vi gravede og gravede og byggede diger omkring poolen. Diger som gang på gang blev nedbrudt af vandet, som slog ind mod stranden. Til sidst fik vi bygget et dige, som nogenlunde holdt. Nu har jeg forstået, hvorfor man bygger diger og jeg har forstået hvorfor digerne ikke kun er bygget af sand. Poolen var noget varmere end i går og til tider også for varm. Det var et kæmpe trækplaster for mange, som ønskede at låne min pool. Så vi kunne have tjent en formue. Poolen blev flittigt benyttet. Og diget holdt for det meste. Dorthea arbejde konstant på at vedligeholde diget. Så jeg lå bare og slappede af i poolen.

Her i eftermiddag tog vi turen nordpå langs kysten og over til Coromandel. Og lige en tur op til Colville. En flot tur langs vandet med rigtig mange udsigter. Udsigter til klipper ude i vandet og udsigter til flotte klippe sider langs vejen.

Vi overnatter lige uden for Coromandel inden vi i morgen skal ud at køre med tog.

18/3

Modne mænd og legetøjsskovle.

Hvad har ovenstående med hinanden at gøre? Svaret er nemt nok - Hot Water Beach. Vi kørte ud til stranden her til morgen og i løbet af de næste to timer var omkring 50 mænd i gang med at skovle sand med legetøjsskovle. Hvad gravede vi efter – jo hot water. Et enkelt eller to spadestik nede i sandet, så piblede det varme vand op. Nogle steder var det så varmt, at man ikke kunne stå i det eller have hænderne nede i det. Vi gravede dybe huller og byggede diger, så bølgerne fra det store hav ikke kunne komme ind i de dejlige hotpools vi havde bygget. Og det var dejligt varmt vand vi kunne ligge i. Det var noget af en oplevelse – det er ikke hver dag man finder varmt vand i sandet.

Efter tre timers hot water badning, var vi klar til nye oplevelser. Vi kørte videre til Cathedral Cove, hvor der var ca. tre kvarters vandring hver vej igennem skov og mudret vej. Endelig var vi nede på stranden og nede ved Cathedral Cove. En stor klippe med hul igennem. Ved lavvande kan man gå helt igennem klippen og ud på stranden på den anden side, så det gjorde vi naturligvis. En fantastisk flot klippe. Gennem hullet i klippen kunne man se en stor klippe ude i vandet. Et flot syn. Så der gik yderligere mindst tre timer. På gåturen tilbage var jeg lige nede og se på Gemstone Bay.

Vi skulle nu træffe det svære valg – køre videre nordpå på vores rejse eller vende tilbage til ’hot water’ i morgen. Vi valgte det sidste. Vi begynder morgendagen med varmt vand igen. Vi er nu kørt hen til Cooks Bay for overnatning.

17/3

Regnvejrs kørsel.

I aftes kom der en masse unge mennesker ud til den rasteplads vi holdt på. Jeg blev nysgerrig og gik ud for at se, hvad de skulle. Det viste sig så, at der var en lille hotpool lige ved siden af, hvor vi holdt. Så det første vi gjorde, da vi vågnede, var at Dorthea og jeg lige måtte en tur i hotpoolen. Det var dejligt varmt på en overskyet morgen.

I løbet af formiddagen kørte vi videre nordpå. Vi gjorde holdt i Waihi Beach. Her var der frokost i regnvejr – regnvejr udenfor. En halv time senere var regnen stilnet noget af og vi gik en tur på stranden og op på et udsigtspunkt med en dejlig udsigt ud over nogle klipper.

Herefter gik turen ind til byen Waihi, hvor vi så et gammelt pumpehus og en gammel guldmine. Og et besøg hos bageren.

Næste stop var havnen i Whangamata. Her var regnen rigtig taget til, så det var tid for en kop kaffe.

Og nu har vi kørt de sidste godt 50 km. i sidende regn. Og vi holder nu lige uden for Hot Water Beach.

Og ikke at forglemme, så nåede vi et nyt lavpunkt i forhold til at tanke diesel. En enkelt liter for bare 3,40 kr.

16/3

Afsked med maori området.

Som afslutning på Rotorua besøget, var vi ude ved Waimangu volcanic valley. Endnu et termisk område. Her gik vi en fire kilometer tur nede i dalen. Der var varme søer, terrasse aflejringer, varme kilder og en lille gejser, der sprang. Der var en sø, som steg og faldt med otte meter. Når vandet var lavest var det 35° og når vandet var højest, som det næsten var i dag, er temperaturen 75°. Vi kom også forbi Cathedral Rocks. En stor klippe men en form som en katedral. Også her dampede det op af. Og så var der rigtig mange forskellige farver, som skyldes de mange forskellige mineraler fra undergrunden.

For mig var det en lidt skuffende tur sammenlignet med oplevelsen i går i Wai-O-Tapu.

Vi er i eftermiddag kørt nordpå til Tauranga. Vi er kørt lidt rundt i byområdet og kørt over nogle af de mange broer, som findes i byområdet. Vi var også lige forbi Mt. Maunganui på vores rundtur. Vi har nu fundet et sted i regnvejr inde i byen på en rasteplads, hvor Apollo får lov at hvile sig.

15/3

Gejserspring.

Så nåede vi til Wai-O-Tapu. Et stort termisk område. Her fik vi lige gået en times tid inden vi skulle videre. Lidt over ti ville gejseren Lady Knox forhåbentlig springe. Og fuldstændig rigtig – vi kom og vi så. Det var helt fascinerende at se. Meget specielt – ikke flot men fascinerende. Gejseren sprang ca. ti meter op i luften. Det var tilfældigt, at den var fundet. Det var for ca. 100 år siden, hvor nogle koner havde vasket ved den nærliggende kilde og var kommet til at putte noget sæbe i vandet, hvorefter det spruttede. Og siden da har man kunne få gejseren til at springe ved at komme sæbespåner i.

Efter en times tid forlod vi gejseren igen. Den spyttede stadig vand op. Vi kørte tilbage til Wai-O-Tapu, hvor vi var de næste 2½ time. Her var der det ene varmvands hul efter det andet. Det ene krater efter det andet. Der var et stort område med alle mulige farver i vandet – Artist’s Palette. Og så var der naturligvis champagne pools. Et kæmpe stort bassin fyldt med kogende vand, der bare damper og damper. Og så vi naturligvis djævelens bad. Et stort grønt bassin. Ikke indbydende for en dukkert.

Alle steder var der en tyk lugt af svovl. Og alle steder var der mange forskellige farver i vandet. Disse farver skyldes mineraler fra undergrunden. Alt efter hvilke mineraler der findes det enkelte sted så skifter farverne.

I eftermiddag var vi som afslutning ude ved en kogende mudderpøl. Det er noget specielt at stå og se kogende mudder frit ude i naturen.

Sikke en aften. En rigtig Maori aften. Aftenen blev indledt med en velkomst ceremoni, hvor en Maori’er skulle hilse på en anden ’stamme’. En flot ceremoni. Herefter var der en stor buffet. Og den sidste time var der dans og opvisning for alle pengene. Der var ca. ti dansere. Og det var lige fra dans af alle til historiefortælling over en kærlighedssang. Utroligt flot, smukt og en enestående oplevelse.

14/3

Termisk område.

Vi er nu kommet til det termiske område midt på nordøen. Efter en dejlig morgen med udsigt ud over Lake Rotoiti gik turen det sidste stykke ind til Hells Gate. Her var der masser af varmt vand. Der var store pools, hvor der var vand fra 40° og op til noget over 100°. Ligesom sidst var der også her mudder, der kogte. Og der lå en damp fra kogende vand ud over hele arealet. Nogle steder havde det kogende vand formet søer som landkort andre steder var der bare varmt vand. I området fandt vi også verdens største varmtvands vandfald – 38° - 40°. Der var masser af svovlaflejringer rundt om i det termiske område. Vi prøvede også et mudder fodbad med dejlig varmt vand. Og Dorthea fik lavet sin egen figur i træ.

Vi kørte herfra ud til Blue Lake for frokost. Søen var nu ikke så blå. Ved siden af ligger Green Lake og den er heller ikke så grøn. Men på udsigtspunktet mellem søerne kunne man godt se der var forskel på søerne.

Vi fortsatte ud til Buried Village. Det var en landsby, der blev overdænget af lava i 1886 efter et vulkanudbrud fra vulkanen Mt. Tarawera. Der omkom ca. 150 personer. Byen var kendt for sine termiske hvide og pink terrasser, hvor folk kom til fra hele verden. Enkelte af hytterne lå der stadig men det meste var forsvundet.

Vi er nu kørt lidt syd på igen, hvor vi håber at se en gejser springe i morgen.

13/3

De første solstråler.

Søndag den 13. marts blev dagen, hvor familien Falck var de første, der så solstrålerne på en ny dag. Vi stod tidlig op og endnu engang gået de 800 trin op til fyrtårnet. Her stod vi så kl. 6.00 på East Cape og ventede. Næsten skyfrit. Lidt efter lidt blev der et rødligt skær over himlen. Og til sidst brød solen frem. Det første sted på jorden, hvor solen rammer på en ny dag. Det var fantastisk at se og være der.

Lidt trætte kørte vi mod vest. GPS var sat til Rotorua. Vi nåede næsten 300 km. inden vi nu er holdt ved Ruato og søen Lake Rotoiti. Disse 300 km. fra øst punktet og her over til var en fantastisk og betagende tur langs kysten. Og rigtig mange steder måtte vi holde ind til siden og nyde udsigten.

Vi har en rigtig dejlig udsigt ud over søen at vågne op til i morgen.

12/3

Afslapper dag.

Jo autocamperen holdt samme sted som vi satte den. Blæsten tog lidt af i løbet af natten.

Her fra morgen – lige en tur ud til øst punktet igen. Desværre var det meget overskyet. Vi kørte de tyve kilometer ad grusvej tilbage til en lille by. Her slappede vi af nede ved vandet og nød solen. Inde i byen står verdens største Pohutukawa træ. 21,2 meter højt og 40 meter bredt.

Her til aften er vi igen kørt helt ud til øst spidsen for overnatning. På vejen ud var vi lige ude på nogle små klipper ved vandet. Disse klipper bliver oversvømmet ved højvande.

Nu håber vi på en rigtig flot solopgang i morgen.

11/3

Rejsen mod øst.

I aftes var alle ruder dækket af små fluer eller andet småt. Det var helt vildt. Men hen til morgen var de heldigvis væk de fleste. Vi var klar til at rulle ud allerede kvart over syv.

I dag har turen gået langs østkysten fra lidt nord for Napier og helt op til det østligste punkt i New Zealand – East Cape. På turen gennem afvekslende bakket terræn og smukke dale – knap 400 km – har vi bla. gjort holdt i Tolaga Bay. Her var der en mellemting mellem en badebro og en mole – Tolaga Bay Wharf – med togskinner midt på. Broen var 660 meter lang og er New Zealands længste ’badebro’. Første tur derud begyndte det at regne rigtig meget da vi har halvvejs tilbage – vi blev våde. Så jeg måtte lige en tur derud igen efter frokosten. Der lå et sejlskib ude i bugten og set fra den rette vinkel lå skibet inde mellem klippeskærene. Det var flot at se.

Efter endnu et par timers kørsel nåede vi op og ud til New Zealands østligste punkt East Cape. Her er et fyrtårn, som vi naturligvis skulle op til. 800 steps som der står på billedet. Men skal da lige love for, at det blæste voldsomt.

Vi har nu slået lejr på vejen tilbage fra det østligste punkt. Det blæser stadig kraftigt og nogle af vindstødene er så kraftige, at de vugger autocamperen helt vildt. Det bliver spændende at se i morgen om autocamperen holder samme sted som vi nu har sat den, eller om vinden har vældet den.

10/3

Familien Falck på slap line.

En vidunderlig dejlig morgen med udsigt til Waikato river helt nede ved vandet. Dejligt bare at stå og se ud over vandet.

Morgenmad og videre sydpå. Vi kørte de ca. 175 km. ned til Hastings gennem en smukt og bakket landskab men en masse udsigtspunkter. Vi ankom til Hastings, hvor der bla. var et clock-tower. På I-Site fik vi information om et dejligt is-sted og, hvor der var et godt udsigtspunkt. Vi kørte lige hen til is-stedet og fik en dejlig middags is – den var god. Og så gik turen ud til Cape Kidnappers. Dog kunne vi kun køre noget af vejen. Udsigt til klipperne helt ude. Vi var ikke de sidste ti kilometer. De kunne kun nås ved lavvande. Nu var turen kommet til udsigtspunktet – Te Mata Peak Lookout - 400 meter over havet med dejlig udsigt til Hawke’s Bay, byen, skoven og et øde område. I eftermiddag var vi lige gennem Napier, som blev ødelagt af jordskælv i 1931 men bygget op igen. De nye huse er bygget som klodser i meget firkantet stil kaldet art deco.

Da vi var på vej tilbage til autocamperen, så vi nogle gå på line. De ville gerne have os til at prøve. Ingen af os faldt ned, så det var da en begyndelse til en ny tilværelse som linedanser. Se billederne.

Til sidst i dag var vi inde og prøvesmage honning. Ca. 15 forskellige slags og så blev der udvalgt en til hjembringelse.

Vi er nu kørt videre nordpå langs østkysten.

9/3

Sejlads.

Først i formiddag en lille tur rundt i byen Taupo. Midt på formiddagen stod det på sejlads. En to en halv times tur på Lake Taupo. Her var vi ude at sejle med en rigtigt sejlskib kaldet Barbary. Lake Taupo er New Zealands største sø og er på 616 m². 46 km. lang. Vi sejlede ud til Maori rock carvings. En figur, der er hugget ud af klippen. Den er lavet i 1976 og skulle være til minde om de første maorier, der kom til Taupo området for ca. 1000 år siden.

Herefter sejlede vi helt ind i bugten – Mine Bay. Her var der fri badning og udspring fra båden. Og som altid skulle Dorthea og jeg i vandet. Dejligt forfriskende med en dukkert.

Sejlturen hjem var lige så dejlig og afslappende som turen ud. Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel og temperaturen var tilpas.

Så manglede vi lige en gåtur og et vandfald. En gåtur på to gange tre kilometer. Turen gik ud til Huka Falls og førte os langs floden Waikato river – New Zealands længste flod. Vi kom ud til Huka Falls. Et fantastisk vandfald. Floden snævrer ind, derfor er der meget pres på vandet og det ser meget voldsomt ud. Og så er der selve vandfaldet – bare ni meter – men rigtigt voldsomt. Der strømmer 200.000 liter vand igennem i sekundet. Nok til at fylde fem olympiske svømmebassiner på et minut. Virkeligt flot.

Sidst på dagen var der nogle varme kilder, som løb ud i floden. De skulle lige besøges. Og jeg skal da lige love for, at vandet var varmt. Nogle steder for varmt.

Vi har nu fundet et sted nede ved floden – ligesom mange andre – til en overnatning. Og så har Dorthea lavet aftensmad – med lidt assistance.

8/3

Kogende vand og duft af råddent æg.

Dejlig morgentur op langs Lake Taupo. En flot sø. Vi fik booket ind på en campingplads fra formiddagen og vasket noget tøj.

Eftermiddagen er gået med at se Orakei Korako. Et termisk område, hvor jordskårpen er så tynd at der bobler kogende vand op fra undergrunden. Der var også et sted, hvor det var mudder, der kogte og boblede. Alle de mange farver, som kan ses på billederne, er fra forskellige mineraler i undergrunden. Flere steder lugtede det fælt af rådden æg på grund af det meget svovl, der er i området.

7/3

Bjergklatring.

Kurset blev sat til Mt. Ruapehu. Et vulkanbjerg på 2797 meter. Vi kørte tidlig morgen lidt over syv. Og 60 km. senere var vi fremme. Man kan kun komme op til toppen af vulkan krateret på en heldags guidet tur.

Vi kørte op til lifterne, som begynder i 1610 m. højde. Her var der to stolelifter, der førte os op i 2020 m. højde – Iwikau Willage. Heroppe ligger det højest beliggende cafeteria i New Zealand. Her oppefra var der en vandretur (Skyline walk) op til 2300 m. Efter et kvarter kunne vi se, hvor det var vi skulle hen (lang op af bjerget). Vi stoppede op og drøftede situationen. Ulla og Dorthea valgte at blive nede, da det nok ville blive en sej tur. Ulla og Dorthea gik rundt på klipperne nede ved cafeteriaet. Her fandt Dorthea lavestykker. Og de hyggede sig.

Jeg tog turen op af bjerget – Mt. Ruapehu. Stejl og mange småsten, som man gled i. Til sidst nåede jeg op på et platou, hvor mange andre også havde fundet vej til. Efter et godt hvil gik jeg videre op og nåede ca. 2400 m. højde. Lidt farligt med de mange løse sten og meget stejl vej. Specielt at gå ned var risikabelt.

Tilbage til platouet. Her var der en masse klipper man kunne kravle rundt på med stor forsigtighed, så man ikke drattede ned af de lodrette klippevægge. Der var en fantastisk udsigt fra toppen. Bla. udsigt til tre klippe/lave søjler og ellers udsigt ud over landskabet. Efter et par timer gik turen igen ned af det stejle bjerg med mange småsten og grus – ikke helt ufarligt – men når andre kan så ……

Hele turen tog godt tre timer.

Mt. Ruapehu er med sine 2797 m. det højeste bjerg af de tre vulkan bjerge, der ligger i Tongariro nationalpark. De to andre bjerge – Mt. Ngauruhoe 2291 m. og Mt. Tongariro 1967 m. Disse bjerge kan man heller ikke komme op på toppen af uden en heldagstur.

Vi tog igen tilbage med de to stolelifter og ned til Apollo, som ventede trofast på os. Vi kørte lige en rundtur om de tre vulkan bjerge og er nu kommet op til Lake Taupo.

Her til aften mødte vi en kineser, som vi snakkede med og som gerne ville lære Dorthea kinesisk, når vi kom hjem fra vores rejse.

6/3

Vi holder dampen oppe.

Vi var nogenlunde tidlig oppe og henne ved grotterne. Vi fik købt billet til glowworm til hele familien og en ekstra grotte til mig. Vi begyndte med glowworms kl. 9. Først en lille rundvisning i grotten – ikke noget særlig. Enkelte steder så vi disse orme. Men de sidste tyve minutter sejlede vi rundt inde i grotten. Helt mørkt bortset fra disse glowworms. Det var flot at se alle disse lysende orme – næsten ligesom stjerner på himlen. Mindede meget om den Dorthea og jeg så på sydøen. Desværre måtte vi ikke tage billeder inde i grotten med glowworms.

Dorthea fik lavet lektier mens jeg besøgte den anden grotte. Det var en mere almindelig grotte med stalagmitter og stalaktitter. Men rigtig flot, som det også fremgår af billederne. Der var tid nok og guiden snakkede ikke så meget. Og flere steder kunne vi gå selv. Grotten var en rigtig god oplevelse.

Herfra gik turen igen sydpå. Vi mente at vi kunne nå at se Mt. Damper på vejen sydpå. Det kunne vi også – men vi skulle så gruelig meget igennem inden. Vi kørte ind af meget snoede veje, mange kilometer på grusveje, igennem en kløft og brugte en masse tid. Men til sidst nåede vi vandfaldet Mt. Damper. Vi havde besluttet inden vi nåede vandfaldet, at det var flot, med alt det vi havde lagt i at nå der ind. Og ja det var flot at se. Men om det står mål med de mange kilometer og tid er en anden sag. På tilbageturen kørte vi igennem Tangarakau Gorge, som vi ikke fik set så meget af på udturen. Det var en flot kløft at køre igennem.

Vi holder nu en nattepause ca. 60 fra vulkanerne på nordøen.

5/3

Hvide klipper – White Cliffs.

Så blev vi ellers vækket her til morgen. Kl. lidt over fem var der en bil, der kørte ind i autocamperen. Inden vi nåede at se os omkring var bilen væk. Den accelererede helt vildt. Vi var oppe og se bagsiden af bilen. En enkelt skramme på kofangeren blev det til. Ikke noget man lægger mærke til. Men en underlig fornemmelse at blive påkørt.

Efter et par timer mere var det op og gøre klar til dagens oplevelser. Først så vi tilfældigt The Wind Wand. Det lignede en alternativ vindmåler. En meget høj rød stang med en kugle på toppen.

Informationen fik også lige et besøg, for at finde ud af, hvor flere seværdigheder lå. Og så var det ellers bare i gang – næsten. Vores GPS stod af, så vi måtte lige bruge noget tid på at finde et sted at købe en ny (regningen betaler Apollo) Men så var vi også klar til oplevelser.

Vi fandt New Zealands ældste stenkirke – Taranaki Cathedral. Den var desværre lukket, da man frygtede, at den ville styrte ned på grund af jordskælvsfare. Så vi kunne kun se den ude fra. Så vi havde lidt tid til at gå en tur i Pukekura park. Som det ses på billedet var der en meget rød bro, som skulle være en seværdighed.

I New Plymouth er der mange kilometers vandrestier langs stranden og havet. På en af disse stier stødte vi på broen – Te Rewa Rewa Bridge. En meget speciel udformet bro nærmest lignende ribben. For enden af broen kunne man se Mt. Egmont gennem broen.

Efter en god køretur kom vi så til The White Cliffs. Høje stejle klipper, der for det meste er hvide. Man kan kun komme dertil ved lavvande. Vi tog en ordentlig vandretur på den sort-sandet stranden med vand på den ene side og klipperne på den anden side. Og så skulle vi også lige ind i de mange små grotter, der var. Det var en meget flot tur – en times tid hver vej. Og til sidst var Dorthea og jeg lige en rigtig tur i vandet. Alt i alt en tre timers oplevelse.

Vi er nu kørt gennem bakket terræn og snoede seværdige veje til Waitomo Glowworm Caves, godt 100 km. nordpå og her får camperen et lille hvil for natten.

4/3

Mt. Egmont.

Formiddagen brugt på informationscenter og indkøb.

Lige inden middag kørte vi op langs Whanganui River op forbi et flot udsigtspunkt. Og videre op til Shellrock cliffs. Det er en klippevæg men en masse muslingeskaller uden på.

Efter frokost er vi kørt vestpå ud til Stratford. Her var der lige et clocktower vi så. Og så videre ud til Mt. Egmont. Vidst nok New Zealands tredje højeste bjerg. Der lå en stor tung sky over toppen af bjerget. Og solen var heller til at få øje på. Først da vi kørte om på den anden side af bjerget kunne vi se toppen ved siden af skyen.

Og så var der en god udsigt ud over dalen. Vi er nu kørt ud til havet – New Plymouth.

3/3

Helt ude i skoven.

Sikke en kold morgen at vågne op til. Bare 6°, så dynen var ekstra dejlig her til morgen. Alt var vådt udenfor på grund af dug. Vi kørte nordpå og her fandt vi en ’Scenic rote’. Den fulgte vi i ca. 50 km. På strækningen kom vi forbi en lille kirke ved et sted hvor der lå måske syv huse. Meget idyllisk og fredfyldt. Vi fortsatte og så det ene landskab efter det andet. Grønne bakker med får på. Og den ene udsigt efter den anden. Vi kom op til Apiti. Her i omegnen ligger Iron Gate Gorge. Den lokale tankpasser vidste ikke, hvor det lå, men hun spurgte en lokal beboer og på den måde fandt vi ud af, hvilken vej vi skulle køre. Og fuldstændig rigtigt, efter noget grusvejs-kørsel var vi ved parkeringspladsen. Der er bare lige det, at Iron Gate Gorge ikke er et officielt turistmål. Vi kiggede på kortet, der ved pladsen og fandt ud af, at man kunne gå ned til floden og følge den, så kom man nok det rigtige sted hen. Men det kunne man ikke, men i stedet var der nogen lokale, der havde trådt en sti, man kunne gå på. Det var en sti, der ikke står på noget kort og ej heller officielt. Vi begav os ind i skoven og vi gik og vi gik. Skovvejen gik over og blev en meget smal sti. Man gik hele tiden og tænkte på om man nu kunne finde vejen og endnu mere om man nogensinde kunne finde vejen tilbage. Da vi kom to tredjedele ud af den smalle sti valgte Ulla og Dorthea at stoppe mens legen var god. På det tidspunkt havde vi passeret stejle skråninger og stier, der kun var en fods bred.

Jeg fortsatte glidende ned ad en meget stejl skrænt. Og et kvarter efter var jeg ude ved kløften. Jeg havde lige glemt at gorge ikke betyder grotte men kløft. Så jeg blev lidt skuffet da jeg kom ned. Men alligevel meget pænt. Ulla og Dorthea havde ventet på mig længere oppe af bjerget og på vejen tilbage gik vi alle tre ud til et udsigtspunkt, hvor vi kunne se kløften ovenfra.

Og vi fandt stien tilbage igen. Hele turen tog ca. fire timer og vi var godt trætte da vi kom tilbage. Vi er nu kørt over til vestkysten – Wanganui.

2/3

Gammelt dansk land.

Inden vi helt forlod Wellington var vi lige en tur inde i centrum. Her ligger Wellington Cable Car. En togvogn, der bliver trukket af et kabel. Det førte op til botanisk have, som vi dog ikke så. Men der var god udsigt fra toppen. Som afslutning på byen gik vi en lille rundtur på gågaden.

Så var det ellers ud på vejene igen og nordpå. Vi skulle se om vi kunne nå Dannevirke. Vi blev lidt forsinket af en rigtig flot udsigt et stykke nord for Wellington. Her kørte vi langs en kløft med en flod i bunden, så der gik naturligvis noget tid der. Men vi nåede Dannevirke. Her er det danske flag hejst på informationscenterets bygning. Det var her de første danskere, der kom til New Zealand, bosatte sig. Der er masser af danske gadenavne i byen. Aftensmaden blev også fortæret i byen – så nu har vi også været der.

Vi har nu fundet et hyggeligt sted nede ved en flod og en bro – lige plads til camperen.

1/3

Kirke, parlement, museum.

En rigtig kold nat. Så den bedste måde at få varmen på, var lige at tage turen op af de 72 trappetrin til toppen af bjerget en gang til. Så havde jeg fået varmen.

Første stop i dag var den gamle katedral – Old St. Paul’s. En trækirke fra 1865. Rigtig flot med alt det træ. Det var virkelig fredfuldt at gå rundt og se det hele. Kirken bliver desværre ikke brugt længere til gudstjenester. Kun ved specielle lejligheder. Men en rigtig smuk kirke.

Vi kørte herefter over til den nye katedral – Wellington Cathedral of St. Paul. En noget større kirke bygget af sten. Ikke noget speciel bortset fra størrelsen. Den er bygget ca. 1965, så ikke noget gammelt over den. Lidt speciel altertavle.

Lige ved siden af kirken ligger parlamentet. Her var vi på en times guidet tur rundt. Virkede noget mere rodet end det australske parlament. Det skulle være det første sted i verden, hvor kvinder fik valgret.

Nu var det tid til frokost og et sidste museum. Museet Te Papa, som er en blanding af nationalmuseet, naturhistorisk museum og noget tredje måske. Herinde fik vi specielt indblik i jordskælv, som de har mange af i New Zealand. Der var et hus, som man kunne prøve at stå inde i og mærke, hvordan et jordskælv mærkes. Det var noget underligt. Der var rigtig meget at se på de seks etager, der var. Til sidst var vi inde i en afdeling og se, hvordan man laver tegnefilm. Det var nok mest sjovt for Dorthea.

Nu er det tid til aftenafslapning og det gøres i aften nede ved vandet i en af bugterne.

29/2

Sejlads.

I formiddags kørte vi ind til Picton. Her fandt vi en langtidsparkering og gik en god tur rundt i byen. En enkelt fortovscafé blev det også til. Som tiden gik blæste det mere og mere op. Og skyerne trak sig sammen. Der kom nogle gevaldige vindstød, som blæste borde og stole rundt.

Lidt over middag var det så ombord og knap fire timer ventede forude. De første 1½ time var gennem Queen Charlotte Sound. En flot sejltur trods overskyet. Herefter var der en times sejlads i åbent hav inden vi kom i læ af nordøen. Det gyngede lidt i det åbne hav, men ikke så meget som man kunne frygte med den blæst. Og sidst på sejlturen var der en stille og rolig indsejling til Wellington – hovedstaden - og nordøen.

Jeg troede, at det skulle være varmere på nordøen men nej – 12° på toppen af Mt. Victoria – et udsigts punkt, hvor vi nu overnatter første nat på nordøen.

28/2

Sidste dag på sydøen.

En ren afslapper dag som dog første endte hen på aftenen. Søndag morgen og sove lidt længere. Vi kørte fra pladsen ved ti-tiden efter en gang skype.

Vi kørte lidt sydpå til Blenheim. Et enkelt mindesmærke (clock tower) fra krigene, som New Zealand har deltaget i. Og et landbrugsmuseum, som jeg kun så udefra. Veterantoget kørte desværre ikke før i marts måned. Herefter kørte vi ud gennem det berømte vindistrikt Marlborough. Og op gennem dalen mellem bjergene til Havelock.

Og så skal man aldrig gentage en succes. Men i dag gjorde vi en undtagelse. Vi kørte endnu engang vejen mellem Havelock og Picton – Queen Charlotte Drive. I dag var det fuld sol. Vi holdt ikke så mange pauser som i går. Men til gengæld udvalgte vi to steder, hvor vi sad længe. Frokoststedet – dejlig udsigt ud over en masse sejlbåde med bjerge i baggrunden. Og eftermiddagskaffen med dejlig udsigt ud over den ’uforskammede’ smukke fjord.

Vi har nu fundet et sted lidt uden for Picton, hvor vi igen overnatter nede ved vandet.

I morgen er det slut her på øen og vi vil udforske nye områder på nordøen.

27/2

Til Kenepuru Head og tilbage.

En flot morgen at vågne op til. Der var skyer, der var helt røde. Rigtigt flot. Efter morgenmad kørte vi videre helt ud til Kenepuru Head. Det ligger ca. 45 km. fra hovedvejen – Queen Charlotte Drive. De 45 km. er nok en af de mest snoede veje jeg nogensinde har kørt på. Men alle disse sving og specielt de mange udsigter gjorde turen meget meget flot. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange vi stoppede, men det er mange gange. At se ud over de mange halvsøer (stadig havvand) som bjergene har dannet er fascinerende. At se de mange bugter, det er bare flot. Et sted man måske en dag kunne slå sig ned. Hele turen incl. frokost tog seks timer.

Vi fortsatte herefter ad Queen Charlotte Drive de sidste tyve kilometer. Og stadig en masse stop ved udsigtsstederne. En rigtig flot med masser af havudsigt.

Vi er nu havnet i Picton og har fundet en camp-plads.

26/2

Seværdig vej.

En stille tur ind til Havelock. Her nød vi et ophold på havnen inden vi kørte ud på den seværdige vej Queen Charlotte Drive. Det er utroligt så lang tid de 30 km. fra Havelock til Picton kan tage at køre. Men der går også tid når man skal stoppe ved samtlige udsigtssteder. Efter ca. 12 km. på Queen Charlotte Drive er vi drejet fra og kørt nordpå ad små og smalle veje. Vi er dog ikke nået længere ind af vejen end ca. 5 km. Lige pludselig dukkede en fantastisk udsigt ud over fjorden op. Her måtte vi bare nyde resten af dagen. Vi fik sat bord og stol op på havbunden (det var lavvande) og vi nød at side og se ud over vandet samtidig med at solen skinnede fra en skyfri himmel. En enkelt dukkert blev det også til for mig. Det er vel unødvendigt at skrive, at temperaturen naturligvis har været over 30° i dag.

Vi bliver her for en enkelt overnatning.

25/2

Byvandring.

I dag har været en stille dag med kun ca. 70 km.

Vi kørte fra Marahau og om til Nelson. Her var vi først på Founders Park. En blanding af gamle huse og arbejdende værksted. Ikke noget at skrive hjem om. Efter det var der tid til en god vandring i byen. Rigtig hyggelig. Vi så bla. den ældste gade i New Zealand med rigtig gamle huse fra 1800-tallet. Jens Hansens guldsmedje kom vi også forbi. Det var ham, der lavede ringen til Ringenes Herre. Og så blev der også tid til at se Christ Church Cathedral.

Sidst på eftermiddagen var vi lige et smut tilbage til Richmond for at forsøge at finde en kirke, som Ulla så for 15 år siden. Men nej den var der ikke. Tilbage til Nelson og sidst på dagen nåede vi at være inde i den japanske og den kinesiske have. Nu har vi fundet en lille halvø, hvor vi slår lejr.

24/2

Bjergkørsel.

En dejlig aften i går aftes. Vandet var vendt tilbage. Helt op til sandbredden. Og så var det fuldmåne. Og blæsten havde lagt sig. Her til morgen var det så igen lavvande men solen skinnede fra en skyfri himmel. Vi tog nu turen sydpå men gjorde et stop i Takaka. Her fik vi hjælp på informationscenteret til at finde hende, som Ulla boede hos, da hun var her for 15 år siden. Og hun blev fundet. Vi besøgte hende 1½ times tid. Det var helt vildt dejligt for Ulla at besøge hende igen. Colleen, som hun hedder, sagde, at vi skulle se The Grove Scenic Reserve på turen videre – det gjorde vi så.

Herefter gik turen videre over bjerget – de 290 kurver og sving – og så landede vi i Kaiteriteri. Vi gjorde dog et holdt ved Ngarua Caves, hvor vi så en flot grotte. En grotte som igen var meget anderledes end alle de andre grotter vi hidtil har set. Her var der tid til at dvæle og fotografere.

I Kaiteriteri badede vi i det svalende vand. Frisbee og god svømmetur blev det til. Vi er nu kørt om til Marahau ad snoede bjergveje.

23/2

Masser af vand.

Vi begyndte dagen stille og rolig med at køre 15 km. ad snoede veje ud til Wainui Falls. Her var der så lige to km. hver vej at gå. Så var vi ligesom også i gang med at gå i dag. Vandfaldet var et meget brusende vandfald. Det var for brusende til at bade, så vi nøjedes med at se. Men det var de to gange to km. værd. På tilbagevejen var vi lige nede ved floden, hvor den var blevet mere rolig.

Næste stop var lige nord for Takaka. Her ligger Te Waikoropupu Springs. Det er en stor sø, hvor der er kilder i undergrunden. Der kommer mellem 7 og 21 m³ vand op i sekundet. Meget interessant at se.

Efter indkøb drøftede vi, hvad vi nu skulle. Og da vi har god tid tog vi en rask beslutning at køre nordpå igen. Efter en times tid var vi igen ved Wharariki beach. Den med alle klipperne. Det var begyndt at blæse helt vildt op. Dorthea og Ulla valgte at blive i den lune camper. Dorthea har hygget sig og leget rigtig meget. Ulla har læst og drukket kaffe. Alt imens jeg tog turen ud til stranden igen. Denne gang gik jeg lidt videre end bare ned til vandet. Og her langs stranden var der store klipper, som man kunne gå ind i mellem. Og der var en masse grotter. Nogle kunne man komme helt igennem andre bare ind i. Det er flot at stå inde i en grotte og se ud mod havet. Efter godt to timer havde jeg været inde i alle grotterne – 20 stk., set klipper med huller i, vandret adskillige kilometer, gået i vand og fået en fantastisk oplevelse. Blæsten har gjort sit til at jeg er rigtig godt træt.

Vi er nu kørt ca. 15 km. tilbage igen og fundet en overnatning.

22/2

Sydøens nordpunkt.

Efter en gang tøjvask gik turen nordpå. Vi gjorde holdt ved Golden Bay Lookout for at se en det bakkede landskab. Herfra gik turen helt op til det nordligste af sydøen. Vi kørte først op til Farewell Spit. Det er en 32 km. lang halvø (tange), hvoraf det kun er de første fire km. man kan gå. Vi gik knap de fire km. inden vi tog turen ind i sandet. En kæmpe Råbjerg mile. Vi så en høj sandbanke, som vi naturligvis skulle bestige – og holde pause på. På hjemturen gik vi over til den anden side af halvøen (tangen). Det blev en noget lang tur på ca. syv km.

Efter en sen frokost kørte vi videre om til Wharariki Beach. Og en lille gåtur på endnu en km. op og ned inden vi nåede ud til stranden. En strand med klipper. Specielt en klippe var det hele værd. En klippe med to store huller, hvor vandet blev skyllet ind gennem. Vi kom ud til stranden ved ebbe, så vi kunne næsten gå helt ud til klippen. Dorthea og jeg fik os en dukker mens vandet begyndte at vende tilbage. Det var lidt spændende at mærke vanden stige mere og mere. Der var også et par grotter på stranden, som vi naturligvis også lige måtte besøge. Sæler havde også fundet vej hertil. Og så alt det sand igen, som Dorthea elskede at rende rundt i.

Til sidst i dag nåede vi også ud på det nordligste punkt på sydøen – Cape Farewell. Et skilt fortalte det, så man ikke var i tvivl. Og en fin udsigt blev det også til herfra. Igen klippe med hul i.

Alt i alt en gåtur på mellem ti og tolv km. i dag.

Og så var det ellers de 60 km. tilbage til campingpladsen igen og sen aftensmad.

21/2

Flammen.

I dag skulle vi på en vandretur i skoven. Vi skulle møde inde ved informationscenteret kl. 9. Og så var der fælles briefing. Efter denne korte briefing satte vi os i en 4wd og kørte en lille times tid. Her gjorde vi stop flere steder, hvor guiden fortalte om bla. olieboringer, hvor der rent faktisk var fundet lidt olie. Efter en tur ud på markvej og gennem en privat farm, kørte vi ud på en mark, hvor kun en 4wd kan køre. Vi kom til enden af marken, hvorefter der kun var apostelenes heste tilbage. Her vandrede vi en times tid inde i skoven, hvor guiden med jævne mellemrum fortalte om træer og buske, som kun en naturelsker kan fortælle. Efter en times vandring kom vi til flammen. Denne flamme, som blev tændt her i regnskoven i 1920 og er kun gået ud en gang siden – for to dage siden, grundet et jordskred pga. regn. Flammen brænder ved hjælp af olie og gas, som siver op gennem undergrunden. Det er fascinerende at se. Guiden lavede pandekager og kaffe over den brændende flamme. Eller rettere sagt over det brændende sted. Det var et område på to gange en meter, der brændte. Det er ild, der ikke slukkes – heller ikke om natten.

Det var en flot tur gennem skoven ud og ligeså flot tur gennem skoven hjem. På hjemturen var det os, der satte os i en rigtig landrover, til stor begejstring for Dorthea. Her så vi også en albino-hjort.

Det er normalt en fire timers tur men denne dag varede den fem timer. Det var en helt fantastisk tur og alle pengene værd.

Efter denne fantastiske tur kørte vi nordpå. Mellem bjergene snoede vejen sig og vi kom til Riwaka. Herfra var der 280 hårdnål sving og kurver op til toppen af Takaka Hill og ned igen.

Vi er nu kørt videre til Pohara og en campingplads.

20/2

Hængebro.

Sikke en masse sandfluer i aftes og her til morgen og sikke et regnvejr. Men op af dagen klarede det op. Vi kørte langsomt videre langs floden. Efter en times kørsel kom vi til swingbridge – Buller Gorge Swingbridge. Det er ikke en svingbro i dansk forstand men en hængebro (110 m. lang), som kan svinge. Den skulle vi naturligvis prøve. Jeg gik først – meget forsigtigt – de to andre kom nærmest løbende ud på hængebroen. De kunne slet ikke se, hvor farligt det var. Jeg skal lige love for, at broen kunne svinge og gynge. Der skulle nerver til for at gå over broen. Jeg – og de andre – nåede over. På den anden siden gik vi en lille rundtur, hvor vi bla. gik nede i en fire meter lav kløft, som et jordskælv havde dannet i 1929 med 7,4 på Richter Scala. Vi gik over broen igen tilbage. Inde ved kanten gik det fint, men ude på midten var det efter min mening rigtig farligt – det var det nok ikke i virkeligheden. Ulla og Dorthea nød at gå over. Og vi var blevet så modige, at vi faktisk tog turen en gang til – denne gang gik det lidt bedre.

Vi har nu fundet en holdeplads lidt uden for Murchison til overnatning.

19/2

Pandekage-klipper.

Regnen var holdt op og blæsten var aftaget her til morgen. Dejligt. Vi har nu kørt det sidste stykke op til pandekage-klipperne – Pancake Rocks. Og klipperne lignede nogle steder pandekager, der var stablet. Men ud over de smukke klipper var der også blowholes. Det ene smukkere end det andet. At stå og se vandet blive presset ind gennem en snæver passage og så se hvordan det rammer klipperne bagved og vandsprøjt ryger højt op af klipperne. Det er flot. Jeg nåede at gå turen rundt om klipperne tre gange. Helt fantastisk oplevelse.

Efter denne dejlige oplevelse var det nordpå igen. Og vi nåede Westport. Nok en hyggelig by hvis det ikke lige havde regnet en hel del. Vi satte kursen mod fyret og gik en god lang tur – for nu var solen kommet. Der var god udsigt og en sælkoloni på gåturen. Jeg gik en lidt anden vej end de to andre, så jeg var nede på klipperne og sikke en flot vandring. Helt tæt på klipperne og se de flotte vandsprøjt.

Vi er kørt østpå og har fundet en overnatning ved en flod.

18/2

På gyngende grund.

Vi står op til en halvskyet morgen. Formiddagsudflugten gik ud til Shanty Town – en gammel guldmine by. Det minder lidt om et frilandsmuseum. Der var et gammelt tog, som vi kørte med. Sygehus, smedje, brandstation, trykkeri og en masse andre huse vi kunne komme ind og se. Efter næsten tre timer drog vi videre op langs vestkysten. Lige nord for Greymouth kørte vi ud til vandet for at spise frokost. Vi var lige en hurtig tur nede på stranden inden det begyndte at småregne.

Men det blev ikke kun til småregn. Ti minutter efter vi var ankommet blæste det op, og vinden tog mere og mere til. Og så kom der bare regn. Styrtregn er ikke engang det rette ord. Vandet blev hældt ned. Himmel og hav stod i et. (vi var der selv og så det) Dette skybrud sammenholdt med meget storm blev et gigantisk uvejr mod autocamperen. Regnen slog voldsomt ind og stormen fik autocamperen til at gynge helt vildt fra side til side. På et tidspunkt vidste vi ikke om camperen kunne holde til det eller stormen kunne vælte den. I det uvejr var det ikke forsvarligt at køre videre. Vejret har faktisk været så voldsomt at pakningerne på camperen ikke længe kunne holde vandet ude. Dette uvejr varede i godt to timer. Men det blæser stadig en del her til aften.

Vi overnatter på gyngende grund i nat og håber på bedre vejr i morgen. Det stormer stadig en del.

17/2

Udsigten der blev væk.

Vi vågner til et gigantisk regnvejr. Og det så ud til at blive ved hele dagen. Vi tager turen ned fra passet. Undervejs så vi nogle lookout’s – men det var så som så med udsigter. Nogen havde taget dem. Men der lå også en tæt tåge af skyer mellem bjergene. Selv søen vi kørte forbi var næsten overskygget af skyer og gråvejr. Vi fandt hurtigt en campingplads da vi kom ned – for hvis der er noget en campingplads er god til, så er det når det regner. Der er både internet og strøm.

Her til aften har der været en flot skyformation lige inden solen gik ned og det igen begyndte at regne. Og nu tordner og lyner det også.

16/2

Arthur’s Pass.

Dejlig solskinsmorgen – men kold. Vi er nu på farten igen. Første stop var Porters Pass. Her var der rigtig god udsigt. Lille ophold og videre til Castle Hills. En masse klipper spredt ud over en mark. Her klatrede vi på alverdens klipper. Op og ned og op igen. Vi sad på toppen af klipper og kravlede igennem smalle klippe spalter. Det var imponerende med alle disse klipper. Lidt ligesom dem vi så i Australien.

Efter frokost gik dagens tur videre til Caves Streams. Her gik vi en lille rundtur og kom ned til en grotte. Vi gik ikke gennem grotten, da man skulle være erfaren grotte vandre. Men enden af grotten var også flot at se. Og solen skinnede stadig.

Så vi kørte straks videre til Lake Pearson. Her tog Dorthea og jeg os lige en dukkert i det kolde vand. Det var rigtig kold lidt ude på det dybe vand.

Og så nåede vi til Arthur’s Pass. Ikke noget specielt ved selve toppen, så vi kørte lige lidt tilbage og stoppede inde i selve byen, hvor vi gik en tur ud til vandfaldet – Devils Punchbowl. Et 132 meter højt vandfald, som vi nød at besigtige. Lidt regn er begyndt.

Vi er nu kørt tilbage til toppen af Arthur’s Pass, hvor vi sover for natten. Nu er der rigtig meget regn. Styrtregn. Men det har været en flot tur de 100 kilometer ind mellem bjergene til passet.

15/2

Den utraditionelle kirke.

En rigtig flot solopgang. Flotte røde skyer, der spejlede sig i søen. Ikke så meget sol på Mount Cook men alligevel. Og så så tidlig.

Efter morgenmad gik turen om på den anden side af søen til Lake Tekapo. Her ligger en lille kirke – Church of Good Stepherd, hvor altertavlen er et vindue ud mod verden. På alteret står der et kors, som bliver en del af billedet. En meget enestående oplevelse at sidde i kirken og se ud. Udsigten er ud over søen og bjergene i baggrunden. Efter godt en time med denne enestående oplevelse trillede autocamperen igen videre mod nye mål. Turen gik ind over nogle snoede veje og højdedrag. Og så nåede vi Geraldine. En lille hyggelig by og en travetur rundt.

Så var det tid til at drage nord på ad vej 72. Her kommer vi forbi Rakaia Gorge. Der var en rigtig god udsigt ud over floden og de tilstødende klipper. Ligger nærmest nede i en kløft.

Vi er nu havnet i White Cliffs for en overnatning.

14/2

Bjerget – Mount Cook.

Vi kørte stille og roligt ind mod Mount Cook. Det var flot med den store sø på den ene side og bjerge på den anden side. Og så kunne vi se Mount Cook langt fremme. Vi gjorde en masse hold for at tage billeder. Da vi manglede godt tyve kilometer, stod der to tyske piger på stop. Og da vi alligevel skulle turen tog vi dem med. For enden af vejen lå Mt. Cook by. Der var et informationscenter og et cafeteria men ellers ikke noget at se. Vi kørte lidt tilbage og ud til Hocker Valley, hvor vi gik en times tid ud til Kea Point. Hele vejen ud kunne man se Mount Cook (New Zealands højeste bjerg 3754 meter) og da vi kom helt derud, var der den flotteste udsigt til det sneklædte bjerg. Der var også udsigt til Muellers gletsjer. Her ude ved udsigten mødte vi de to tyske piger igen og vi tilbød dem, at de kunne køre med om til Tasman Valley. Det ønskede de dog ikke så vi kørte selv derom. Her var der en lille gåtur op på et lille bjerg, hvor der var en udsigt til Tasman gletsjer. En gletsjer, der går helt ned til dens gletsjersø. I søen var der store isflager, så vandet var nok koldt. Og jeg skal lige love for, at det blæste, da vi så gletsjeren. Vi er nu kørt 30 km. tilbage og holder inde for at se solnedgang over Mount Cook.

Og det blev en flot solnedgang.

13/2

En dejlig morgen med udsigt til sø og bjerge.

Egentlig er det nok ikke en sø men en flod, der er opdæmmet, men flot er det.

Efter morgenmad er det videre nordpå. Vi runder lige Cromwell og en tur rund i byen. En lille by, der lukker og slukker kl. 14 en lørdag. Så er det videre gennem Lindis dalen. Smukt med alle disse bjerge omkring. Og efter en stejl opstigning med tætte bjerge omkring når vi Lindis Pass. 965 m.o.h.

Efter en flot udsigt gik turen ned igen gennem dalen og vi er nu havnet i Omarama, hvor vi har fundet en campingplads.

12/2

På sikker grund i bjergene.

Her til morgen har vi lige været en tur omkring et dækcenter. Begge forhjul var nedslidte, så vi blev nød til at få dem skiftet. Camperen var begyndt at ’sejle’ rundt. Men nu kører den fint igen med de nye dæk.

Lidt før middag var vi igen klar til at køre ud i trafikken. Vi er kørt nordpå og ind i landet op i bjergene.

Vi kom bla. forbi et vandkraftværk som producerer 10% af New Zealands strøm. Og vi kørte gennem Alexandra, hvor der var resterne af en gammel bro. Og vi er nu havnet lidt nord for Clyde med en dejlig udsigt ud over søen og en flot solnedgang.

Det er blevet lidt lunere – 20° kl. 9 om aftenen.

11/2

En dejlig morgen med udsigt ud over fjorden.

Vi var først en tur ude ved albatros centeret, men det åbner først kl. 12. I stedet kørte vi op på bjerget til slottet Larnach Castle. Det er det eneste slot i New Zealand. Det var lidt sjovt at gå rundt og se. Efter et par timer kørte vi igen ud til albatros centeret ude på spidsen af Otago-halvøen. Her var der en guide tur lige med det samme. Men desværre så vi kun albatrosser lægge på rede. Ingen var ude at flyve. Men vi fik deres telefonnr. så vi kunne ringe og høre om fuglene var på vingerne senere på dagen.

Vi kørte en tur ind til Dunedin (ældste by i New Zealand) og gik en tur i byen og så kirke The First Church og den gamle jernbanestation. Og til sidst inde i byen kørte vi lige hen til verdens stejleste gade. Og jeg skal lige love for, det var stejl. Vi gik en tur op ad gaden (350 meter), men vi var noget forpustede da vi kom op.

Vi ringede bagefter til albatros centeret for at høre om der nu var luft under vingerne og de kunne fortælle, at det nu var begyndt at blæse og dermed perfekt vejr for albatros fuglen. Vi kørte igen ud på spidsen af halvøen og fuldstændig rigtigt, der var mange albatrosser i luften. Det er et imponerende vingefang de har. Og meget flot når de svæver rundt i luften.

Vi har nu fundet samme overnatningssted som sidste nat.

10/2

En ommer.

En kold morgen. Kun 8° varme. Jeg gik en tur på stranden imens de andre sov.

Ved morgenmaden besluttede vi, at der lige var en enkelt ting mere vi ikke fik set sydpå. Så vi vendte camperen og kørte de godt hundrede kilometer syd på igen – ned til Cathedral Caves. Vi kunne lige nå derned inden de åbnede. Der er kun åbent når det er lavvande. Cathedral Caves er grotter, der ligger helt ud til vandet. Ved lavvande er der kun lidt vand inden i. Sandet flytter sig fra dag til dag og i dag kunne man kun komme ind i grotten ad den ene vej. Den anden vej var der store huller i, som var fyldt med vand. Da vandet begyndte at stige igen slog nogle af bølgerne helt ind i grotten. Og det var rigtig meget vand, der kom ind.

Bølgerne på havet var enorme. Man kunne stå inde i grotten og se skumsprøjt på toppen af bølgerne. Fantastisk syn. Det var også helt specielt at stå inde i grotten og se ud. Da jeg var på vej ud af grotten, så jeg flere der gik videre til andre grotter (vidste ikke der var flere). Så jeg nåede lige ind i tre andre grotter. Den ene var så smal, at jeg måtte gå sidelæns til sidst.

Jeg var sammen med et par andre de sidste, der forlod området efter næsten tre timer. På det tidspunkt var vandet steget så meget at det gik til livet, så jeg var gennemblødt. Men sikke en oplevelse.

På køre-vejen op igen stoppede vi ved Brighton, hvor der var en masse klipper. Her kunne man gå ned til stranden, hvor vandet slog helt ind til trappen. Imellem bølgerne slog ind kunne man gå fra det ene tørområde til det andet. Dorthea og jeg hyggede os vældigt i mens Ulla tog billeder.

Vi er nu kørt ud på den anden side af Dunedin. Her skal vi se et slot og albatrosser i morgen.

9/2

Forstenet skov.

Vi har nu forladt Invercargill og kørt øst på. Vi har taget turistvejen, der går helt nede syd på. Her tog vi et stop i Curio Bay. Her er der en forstenet skov. Man kan tydeligt se træstammerne og selv årene i træet kan man se nogle steder. Det var interessant at se. Lige ved siden af var der klipper, som vandet slog ind mod og lavede store skumsprøjt – lige flot hver gang.

Herfra gik turen videre McLean Falls – endnu et vandfald. Og et til – Matai Falls – og sidst Purakaunui Falls.

Vi har nu fundet et sovested 25 km. uden for Dunedin.

8/2

Fødselsdag.

Her til morgen fik Dorthea og jeg sagt tillykke med fødselsdagen til Ulla. Hun fik gaver på sengen og vi sang for hende.

Efter morgenmad var vi en tur nede på stranden. Her så vi delfiner, 6-8 stk. De svømmede ind i bugten og fem minutter senere kom de tilbage. Det var et flot syn når de svømmer og man kan se dem oven for vandet.

Vi er nu fortsat helt om til Invercargill, hvor vi har fundet camping. Her i eftermiddags har vi været nede ved Bluff og Stirling Point, det sydligste punkt på fastlandet.

Her til aften har vi været ude at spise på en Irsk pub.

7/2

Glowworms (se link).

En gåtur rundt i Te Anau. En lille men hyggelig by. Lige efter middag var der bestilt en tur, hvor vi skulle se glowworms. Det var kun Dorthea og jeg, der var på tur, da Ulla vidste, at der var trang plads i grotten.

En godt to timers tur, hvor vi skulle ud at sejle 25 minutter først. Det var en flot tur på søen Lake Te Anau. Efter sejltur kom vi til grotten med glowworms. Der var meget lavt i grotten men vi kom igennem. På grottevejen var der et vandfald inde i klippen. Lidt længere fremme kom vil til en lille båd. Efter ombord stigning blev alt lys slukket og guiden trak båden ved hjælp af et ræb, der var hængt op langs klippen. Vi kom lang ind i klippehulen. Her kunne vi rigtig se glowworms. De lyste rigtig meget op. Det var imponerende at se alle disse glowworms.

Efter vi kom tilbage var der lige en øl/kaffe og hjemmeside-opdatering på en café og ellers videre ned sydpå af en ’scenic’ vej. Bjergene er begyndt at aftage og det bliver mere fladt landskab. Vi har nu parkeret camperen ca. 40 km. fra Invercargill i byen Riverton.

6/2

Milford Sound.

Vågner her til morgen til dejlig solskinsvejr og skyfrit.

Vi har tid nok da vi først skal sejle kl. 10.30

En times tid inden sejladsen går vi ned til havnen for at mærke stemningen. Og endelig falder klokken i slag. Vi går om bord på et sejlskib. Jeg tror sejlet nu er mere for turisternes skyld. Og vi lægger fra land. Nu venter 2½ times sejlads på fjorden. Vi sejler ud og bag os er sneklædte bjerge i baggrunden. Vi sejler forbi det ene vandfald efter det andet. Det ene høje bjerg efter det andet. Vi var helt inde ved et vandfald, hvor vi kunne se en masse farver afspejle sig – det var flot. Efter en times tid var vi ude af fjorden. Her stod et fyrtårn – det tredje, da de to andre var skyllet i vandet i de forgangne år. Her ude kunne man se bølgerne slå ind mod klipperne – lidt ligesom i Australien. På vejen tilbage fortalte guiden lidt om de træer som vokser på klippen. De nærmest suger sig fast på klippen og da det regner ca. 8 meter om året, får de vand nok. Vi var også helt tæt på sæler, og ligeledes på tilbageturen var vi også helt henne ved et vandfald. Et rigtigt brusende et. Det siges, at hvis man rammes af stænkene fra vandfaldet, bliver man ti år yngre. Og det skal lige nævnes, at jeg blev ramt af flere stænk fra vandfaldet. Jeg kan allerede mærke virkningen. Så nu må vi se om I kan genkende os, når vi kommer hjem.

Vi lægger til kaj og siger farvel til kaptajnen.

På tilbageturen, de hundrede kilometer, så vi bla. The Chasm – et vandfald, der skal passere på et meget lille sted og dermed har enorm kraft. Og et stop ved Mirror Lake – desværre var der krusninger på vandet, så det var så som så med mirror. Og så gjorde vi holdt flere steder mellem klipperne – det var bare flot.

5/2

Dagen derpå.

Efter en overnatning ved Kawarau var vi lige ude og se de første springe fra broen. Desværre var der så mange mennesker, at vi ikke havde ’tid’ til selv at springe ☺

Vi kørte videre sydpå ned langs Lake Wakatipu. Jeg tror vi holdte ved samtlige udkigspunkter ned langs søen. Det ene mere flot end det andet. Så der gik noget tid. Vi tog frokosten i bunden af søen. Herefter gik det hurtigt videre om mod byen Te Anau. Sidste by inden de sidste 120 km. Her fik vi provianteret og så af sted igen. 120 km. til Milford Sound. Denne strækning er der ingen huse, ingen butikker, kun en snoet vej. Specielt de sidste ti km. var flot at køre. Ind mellem bjergene – helt fantastisk. Til sidst nåede vi Milford Sound her til aften. Håber på godt vejr i morgen til sejlads.

Vi er noget trætte efter dagen i går og så 300 km. i dag.

4/2

Jetboat og farlig vej.

Formiddagen begyndte stille og rolig, hvor vi var en tur på biblioteket for at få net forbindelse. Herefter kørte vi ud til en campingplads lidt uden for Queenstown. Her blev vi samlet op af en bus fra Skippers Canyon Jet. Først var vi på en 40 min. tur, hvor vi kørte på en af verdens ti farligste veje - Skippers Canyon Road. Og jeg skal lige love for, at det ikke var for sarte nerver. Mange steder var der kun lige plads til bussen. På den ene side klippevæg og lige på den anden side var der lodret ned lang over hundrede meter. Det var skræmmende. På et tidspunkt da vi skulle møde en anden bus, kørte vores chauffør helt ud til kanten og det gav et gevaldigt gip i os alle. Ufatteligt at han tør og hvis det var et adrenalin kig vi gik efter, så fik vi det der. Han stoppede flere gange, så vi kunne tage billeder. Det var en fantastisk bjergtur. Vi så resterne af et gammelt hotel, som en gang havde ligget lang ude i bjergene. På et sted med 175 meter lodret ned var der en fantastisk udsigt ud over dalen, hvor der løb en flod nede. Vi nåede over og på den anden side ventede en jetbåd på os.

Her ventede en halv times jetboat tur på en af floderne. Det var en meget sjov oplevelse. Vi sejlede nogle gange meget tæt på klipperne og andre gange vente vi 360° rundt og vi svingede fra side til side. Vi gjorde holdt et sted, hvor noget af Ringenes Herre blev optaget. Nogle steder var der så lavt, at vi kunne mærke stenene under båden. Men med 80 km/t går det jo hurtigt.

Vi var blevet lidt forsinket med hensyn til bussen, så vores chauffør kørte rask til på bjergvejen. Nogle gange var det lige før nerverne ikke kunne holde.

Alt i alt en fantastisk oplevelse – dyr men alle pengene værd. (Og så har jeg fået et par fif til at køre bjergkørsel, som skal afprøves de næste par dage. Chaufføren kørte meget tæt på kanten men nåede altid at dreje.)

Efter dette adrenalin chok kørte vi langs søen Wakatipu og ud til byen – Glenorchy. Her stod menuen på kaffe, øl og pommes frites.

Her til aften er vi kørt ud til det første rigtige bungy jump sted i verden – Kawarau. Desværre havde det lukket for i dag, så vi ’nåede’ ikke at springe i dag ☺ Men vi tager lige en overnatning og ser de første springe i morgen.

3/2

En historisk by.

Tidlig op og en enkelt lille bjergvandring. Op på toppen af et bjerg. Da jeg nåede derop var der lige det næste bjerg, der var lidt højere, så derop. Og det gentog sig, så var der lige et bjerg, der var lidt højere. Da først jeg nåede op det tredje bjerg og så endnu et, måtte jeg sige stop. Men det var en dejlig morgentur.

Vi kom godt ned gennem de mange hårnålesving – stadig gode udsigtspunkter. Inden vi kom helt ned tog vi lige en afstikker til Arrowtown. En historisk by. Her kom kinesere til i 1860 for at grave guld. Og senere kom europæerne og byggede huse. Disse huse er gaderne fyldt af i dag – lidt restaureret. En meget hyggelig by at gå rundt i. Vi så også den gamle kinesiske bydel, hvor de gamle huse ligger. Godt sted at tilbringe nogle timer.

Videre ned til Queenstown over Arthurs point. En noget større by, som bærer præg af ungdom og adrenalin aktiviteter. Og en masse mennesker, der sidder på barer og restauranter lang havnen. Vi var lige inde i centrum og gå en tur her inden aften.

2/2

Udsigter.

Tidlig op og se solopgangen over bjergene. Heldigvis skal solen først over bjergene inden man kan se den. Men da solen kom var det rigtig flot at se forskellen mellem der, hvor solen skinnede og der hvor der var skygge. Og særdeles flot at se sneen med lys på når alt det andet var mørkt.

Vi er kørt fra det dejlige overnatningssted og videre ned langs Lake Wanaka. Et stykke nede drejer vejen over til den anden sø Lake Hawea. Den sø fulgte vi ned til bunden af den, hvorefter vejen igen drejede over til Lake Wanaka. På vejen sydpå har vi stoppet et hav af gange og set udsigter. Den ene mere flot end den anden.

I byen Wanaka gik vi en tur – dejlig hyggelig by. Og vi sad nede ved vandet og så ud på det nederste af søen.

Vi er kørt videre ned mod Queenstown. Gennem Cardrona med det gamle hotel. Vi kørte ad den højest beliggende asfalterede vej i New Zealand. Ulla har nu kørt os op på toppen – 1076 moh. Her har vi en fantastisk udsigt, så vi overnatter her. Så vi jeg forsøge at få os hel ned igen i morgen. (Dette pas er første gang blevet passeret af en europæer i 1860)

Vi tog lige en aftentur op på et af bjergene – bare en times tid. Det gik stejlt op.

En fantastisk stjernehimmel her til aften. Hele himlen er fyldt med stjerner.

1/2

En kold dukkert og et perfekt sted for overnatning.

Vi tog fra campingpladsen og kørte sydpå.

På vejen gjorde vi holdt ved ikke mindre en tre vandfald. (Bla. Thunder Creek Falls og Fantail Falls) Ved det sidste vandfald var det lavet en masse varder. Og så kom Haast Pass. Der var også et lookout på toppen, som jeg lige skulle op og se. Men hold da op en stigning.

Kort tid efter Haast-passet kom vi til Blue pools. Vi skulle lige ud og se – og havde et håndklæde med. Det var dejligt blåt vand. Nogle sprang fra broen og de næsten 10 meter ned i vandet. Det var ikke lige mig. Men man kunne gå ned til den stille flod og gå ud i vandet derfra.

Efter lidt betænkningstid, så var det i poolen. Det kolde gys. Vandet var kun 5° varmt. Det var rigtig koldt.

Efter denne kolde dukkert var det med at finde et overnatningssted.

Og så fandt vi stedet – det perfekte sted – for overnatning.

Lige ud til den store sø Lake Wanaka. Der er sne på de højeste bjerge rund om. Der er vandfald i ’baghaven’. Et rigtig grønt område helt ned til søen. Små øer ude i søen. Mange flotte bjerge rund om. Og så en dejlig solnedgang bag bjergene. Og sidst men ikke mindst en fantastisk udsigt ud over søen, hvor en let brise får vandet til at bølge let.

31/1

Stille søndag.

Det blev til en stille søndag. Vi kørte ind på den første campingplads i byen – i øvrigt den første campingplads vi prøver i New Zealand. Vi har slappet af i solen (endnu en solskinsdag). Og her til aften var vi igen ude ved Lake Matheson og se en flot solnedgang, hvor sneen på toppen af bjergene bliver rødt. Og når det så spejler sig i vandet er det rigtig flot.

30/1

Gletsjer dag.

Endelig en morgen uden regn. Vi tog tilbage til Franz Josef gletsjeren. Denne gang i tørvejr. Vi gik de tre kvarter ud til gletsjeren. En flot tur i solskinsvejr. Da vi kom derud var der også sol på gletsjeren og skyerne var væk. Så man kunne se noget mere af gletsjeren i dag end i går. Men vi så den stadig på 750 meters afstand og da meget af det nederste er smeltet var det stadig begrænset, hvad man kunne se. Dorthea byggede en varde og efter lidt tid vandrede vi turen tilbage, hvor vi kom forbi flotte vandfald.

Vi fortsatte turen om til Lake Matheson. Søen skal ses uden krusninger, så vi fortsatte hastigt videre til Fox Glacier. Her var der kun ½ times vandring ud til gletsjeren. Nu kan vi sige, at vi har været der, men den var endnu mindre pæn end den anden. Da vi kørte ud fra gletsjeren gjorde vi et holdt, hvor jeg kunne gå en lille vandretur til et udsigtspunkt. Her var der et udsigtspunkt, hvor man kunne se det øverste af gletsjeren. Det var ret pænt.

Sidst på dagen tog vi igen tilbage til Lake Matheson og spiste aftensmad. Først på aftenen gik vi ud til søen. Nu var krusninger forsvundet og det var helt spejl klart. Vi gik rundt om søen og undervejs var der flere udsigtspunkter. Her kunne vi se bjergene spejle sig i søen. Og lang om længe forsvandt skyerne og vi kunne se bjergene med sne på spejle sig. Det var fantastisk flot. Ved sidste udsigtspunkt kunne man se de sneklædte bjerge skifte farve i takt med solen gik ned. Til sidst kunne man se, at sneen på et af bjergene blev helt rødt og det samme kunne ses på spejlbilledet i søen. Meget smukt.

Vi overnatter på parkeringspladsen – det går nok. Og i dag ingen regn.

29/1

Regn og sorte skyer.

Efter en rigtig god solnedgang i går, har det igen regnet i nat og igen her til morgen. Men til trods er vi i dag kørt syd på mod de seværdige gletsjere. På vejen sydpå gjorde vi holdt ved en brusende flod. En pause på et par timer grundet det igen regnede meget. Store sorte skyer hang over os og regnskyerne rakte langt ned af bjergene.

Efter pausen valgte vi at fortsætte ned til Franz Josef Glacier. Vi troede vi kunne nå frem og tilbage inden regnen igen satte ind. Men halvvejs vendte Ulla og Dorthea om (Dorthea har hostet en del de sidste par dage). På det tidspunkt regnede det en del. Jeg fortsatte dog helt ud til udsigtspunktet, hvor man kunne se gletsjeren. Turen derud var flot trods regnen, men selve gletsjeren var der ikke noget at skrive hjem om. Og så var jeg også gennemblødt inden jeg nåede tilbage til bilen. Vi ser lige om det ikke bliver bedre i morgen. Vi overnatter på en udvidet rasteplads.

28/1

Her til morgen er vi nu kørt videre over mod vestkysten – Greymouth.

På vejen over kørte vi ind til en forladt mineby – Waiuta. Det virkede som en hel spøgelsesby, hvor alt var forladt. Der var stadig forfaldne huse og rester af maskiner fra guldminens tid. På vejen ind til minebyen var også en gammel skole fra før 2. verdenskrig.

Vi har forhørt os om vejret de kommende dage og har besluttet at vi ændre vores oprindelige rute, så vi i stedet for at køre over et seværdigt pas, kører ned langs vestkysten. Her skulle der være større chancer for sol.

Her i eftermiddag har vi været på bryggeri – Monteith - og set, hvordan det foregår med brygning, malt og kedler. Og til sidst var der øl smagning - Ulla kørte videre.

27/1

Varme kilder.

Vi er vågnet op til regn ligesom vi i går gik i seng til regn. Men autocamperen er heldigvis hul indvendig og er nogenlunde tør. Så vi fortsætter nordpå til Hanmer Spring.

Hanmer Spring er et termisk område, hvor der er varme kilder. Der er et helt område, hvor man kan bade i flere bassiner og rockpools. Vandtemperaturen i de forskellige bassiner var lidt forskellige. Et svømmebassin på 28° og eller så div. Andre bassiner på mellem 35° og 42°. De bassiner over 40° var lige en anelse for varme. Der var både dybe og lave bassiner og boblebassin. Der var det hele og vi brugte tre timer – men så var vi også helt opløste. Selvom det regnede det meste af tiden betød det ikke så meget. Havde solen skinnet ned ville det havde været for varmt.

Vi er nu kørt mod vest hen over passet Lewis Pass – i regn – og er kørt gennem et ’topløst’ bjerglandskab med skyerne hængende langt ned af bjergsiderne. Vi har gjort holdt lige uden for Reefton lige ud til en flod, som jeg ikke kan finde navnet på.

Regn og temperaturer på mellem 10° og 16° er vores hverdag lige nu.

26/1

Polarekspedition.

Endnu en nat, hvor vi sov det samme sted som første nat. Men her til morgen var der ingen udsigt. Det var meget tæt tåge.

Vi har her til morgen desværre måtte udskifte vores kamera med et nyt – det har noget med vand og elektronik at gøre.

Men ellers er dagen gået med ’polarekspedition’ på International Antarctic Centre lidt uden for Christchurch.

Det var en rigtig god oplevelse for os alle sammen. Vi begyndte med at se pingviner blive fodret.

Herefter var vi ude at køre i en Hagglund Ride. Det er de køretøjer der bruges på Sydpolen. Det er et køretøj på larvefødder. Vi prøvede at køre på skrå jordvolde (40° hældning), over en 1 meter bred kløft og op og ned af stejle skrænter. Vi var også nede i vand, der gik lidt op af siderne – uden der kom vand ind.

Efter denne køretur var turen kommet til at mærke, hvad det vil sige, når der er storm på Sydpolen. Der var -8° inde i rummet da vi kom ind. Efter vi havde gået lidt rundt derinde tændte de for blæseren – 42,4 km/t – og det føltes så som -18°. Det var koldt.

Endvidere var vi rundt og se lidt mere om Sydpolen. Vi mærkede bla. hvor koldt sydpolsvandet er, og så hvordan de fire årstider er og en isgrotte. Vi fik at vide at Sydpolen er det koldeste sted på jorden, tørreste sted og mest blæsende sted. Til sidst så vi to 4D-film (Happy Feet og Ice Voyage) og en film om selve Sydpolen.

Vi er nu på vej vestpå, hvor vi holder ind for natten på en rasteplads.

25/1

Christchurch.

Vi har i dag gået rundt i Christchurch og set en del af de bygninger, der blev ødelagt under jordskælvet i 2011. Vi har bla. set resterne af domkirken, som blev meget beskadiget under jordskælvet. De er i gang med genopbygningen, så man kan ikke komme ind i kirken. De er i gang med opbygningen af mange huse kan man se.

24/1

Bjergkørsel.

Lidt sent i gang med dagen da vi har været meget trætte efter rejsen i går.

I dag er vi kørt videre ud til Diamond Harbour, som ligger på den anden side af fjorden af, hvor vi sov i går. Herfra gik turen ad den flotte vej 75 ud til Akaroa. En dejlig hyggelig by. Vi fik brugt nogle timer her bla. på en café. Vej 75 viste sig at være en rigtig bjergvej, hvor man kører på et lille platou alleryderst på klippevæggen. På den ene side er bjerget og på den anden side er der en fantastisk udsigt ud over dal og vand. Og så er det en rigtig snoet vej, hvor der ikke er autoværn ud mod afgrunden. Så endelig ikke falde i søvn for der er flere steder lodret ned. Men det er fascinerende at køre rundt i.

Vi er nu på vej tilbage af en anden seværdig vej, som fører langt op i bjergene. Her har vi fundet et godt udsigtspunkt at sove ved. Det har været rigtig bjergkørsel hele dagen.

23/1

New Zealand.

Efter flere timers forsinkelse nåede vi til Christchurch. Først var flyet forsinket i næsten to timer og dernæst tog det fem kvarter at komme gennem paskontrollen. Så klokken nåede at blive lidt over tre om natten inden vi nåede frem til vores hotel godt trætte. Efter et par timers søvn fandt vi Apollo, hvor vi har fået udleveret en anden ’Apollo-bil’. Vi fik handlet ind – vi havde efterladt alle madvarer inden vi fløj. Og vi er nu kørt ud mod Lyttelton. Her har vi fundet en rigtig flot udsigtspunkt med udsigt til både Christchurch og til en bugt med flotte små øer i. Tiltrængt hvil efter rejsen.

Dorthea og jeg nåede lige en vandretur op på toppen af det nærliggende bjerg.