Rejsebeskrivelse USA

2/6

Hjemkomst.

En dejlig behagelig flyvetur. Godt ti timer, hvor vi de første par timer kunne se de mange bjerge i vest USA. Også nogle så høje, at der lå sne på. Efter aftensmad blev der lukket ned for alle vinduer og vi kunne forsøge at få et par timers søvn. Hen på morgenstunden fløj vi over Grønland. Her kunne man se lidt rødligt skær på skyerne men ikke Grønland. Vi er nu fløjet ind over de britiske øer, men desværre meget skyet. Og en næsten perfekt landing i Heathrow lufthavn. Nu har vi så bare fem timer inden det sidste fly flyver til Billund.

Og de fem timers venten gik også hurtigt. Herefter bare en times flyvning så landede vi i Billund. Desværre manglede der en kuffert, men de havde fundet den i Heathrow så vi får den eftersendt.

Sikke en modtagelse vi fik i Billund. Der var mødt rigtig mange venner op for at modtage os. Og det meste af Ullas familie var kommet. Min storebror med kone og Jakob var også kommet til Billund. Det var helt overvældende.

Vi er nu vendt hjem og skal til at have en normal hverdag igen. Det har været en uforglemmelig oplevelse som vi vil mindes mange gange.

1/6

Afsted med USA.

Vi har nu forladt vores trofaste overnatningssted gennem en del af USA – Walmart. Her har de haft fri internet de fleste steder. Vi fik kørt de sidste 10 miles ind til Apollo og fik sagt farvel til Apollo 3. Lidt papirarbejde og en forklaring på de kendingsmærker vi havde lavet. Efter 1½ time stod vi igen med alt bagagen og ventede på en taxa. Heldigvis kom der en, hvor der var plads til alt bagagen og vi kørte til lufthavnen LAX. Vi sidder lige nu og venter på afgang til London. I alt en små fire timers venten.

Så kom vi afsted ca. ½ time forsinket.

31/5

De sidste miles.

I formiddags har i kørt de sidste miles ind til Los Angeles. Vi fandt kysten og fulgte den hele vejen blandt andet gennem Malibu. Vi gjorde et par stop undervejs. Et enkelt sted holdt vi en pause for at se på de store bølger, der slog ind mod strandsiden og de klipper, er lå i kanten. Det var enorme bølger – absolut ikke badevand. Og til sidst, næsten helt inde i Los Angeles, fandt vi en strand, hvor vi måtte parkere ved. Som afslutning nød vi en times tid i vandkanten og de store bølger.

Sidst på eftermiddagen har vi pakket alle kufferterne og vi har fundet en Walmart, hvor vi overnatter. Vi sluttede dagen af med en middag på Dennys.

30/5

Solvang.

Vi har i dag brugt hele formiddagen og lidt af eftermiddagen på at gå rundt inde i Solvang. Det er en rigtig hyggelig by. Vi fik formiddags kaffe og rigtig wienerbrød inde hos Olsens bageri. Efter vi fik drukket alt deres kaffe gik vi videre rundt i byen. Der var den ene hyggelige gade efter den anden. Vi var også ude ved den hvidkalkede kirke. En kirke der rigtig meget ligner en dansk landsbykirke. Vi har været inde i en masse souvenirer butikker. Der var en firlænget gård, rådhus og Rundetårn, bryggerheste samt en masse andet med dansk islæt. Og vi sluttede byen af med en masse æbleskiver hos Arne’s Aebleskiver.

Vi er nu kørt videre ad Highway 1 sydpå. Så tæt på det brusende hav som vi næsten kan. Vi holder nu inde Oxnard – 90 miles fra Los Angeles.

29/5

Søkøer.

En morgen med lidt smuds-regn.

Vi kørte videre ad Highway 1. Vi så de sidste par udsigter inden det blev mest fladt. Og lige pludselig var der skilt til udsigt til søkøer. Der var rigtig mange af slagsen. De ligner nogle forvoksede sæler.

Videre kørte vi lige forbi Hearst Castle. Desværre var alt udsolgt. Der skal åbenbart bestilles billet lang tid i forvejen. Vi kører videre ad Highway 1. Ved Los Osos forsøgte vi at køre lange havet – men det lod sig ikke gøre, så vi måtte vende om og køre tilbage. Lidt længere fremme af Highway 1 kom vi til Pismo Beach. Det er den eneste strand i Californien, som biler må køre på. Det lignede nu mest en varm sommerdag ved Vesterhavet. Vi kørte videre af den historiske vej. Der er flere veje som betegnes Highway 1, men vi tog den som vi tror er den oprindelige. Her hen mod aften er vi nu ankommet til Solvang. Oprindelig en dansk koloni. Og jeg skal lige love for, at der var liv i byen, selvom det næsten var aften. Her er der masser af danske vejnavne og danske navne på butikker. Olsens bageri, Arnes aebleskiver, Aarsvej, Mortens bageri og mange andre. Der var også en lille udgave af Rundetårn og Københavns rådhus. Vi afsluttede dagen med en enkelt dansk øl.

Vi er nu lige kørt uden for byen for overnatning. Ser lidt mere af Solvang i morgen.

28/5

Highway 1.

Man må åbenbart ikke overnatte inde i Santa Cruz. Politiet kom lidt i tolv og jagede os væk. Så vi måtte lige uden for byen. Her sov vi resten af natten.

Morgenturen i dag gik langs vandet i Santa Cruz. Mange snoede veje.

Og så nåede vi igen Highway 1, som vi har fulgt resten af dagen. Vi var lige inde i Carmel-by-the-sea, som efter guidebogen skulle være en lille hyggelig by – den lignede nu alle de andre byer vi er kørt gennem. På Highway 1 har vi set mange udsigter – næsten alt for mange vil nogen nok mene. Vi har set klipper af mange slags. Og så det helt specielle hav, som bare er så fascinerende. Vi har set havet slå ind mod klipper og lave de flotteste vandsprøjt. Vi har været nede ved havet og mærket, hvor koldt det var. Vi har kørt på broer og Dorthea har bygget en varde og vi andre har set mere vand og havskum. En enkelt havodder er det også blevet til. På en del af strækningen i dag var der en del havgus. Når varme og kulde mødes ud over havet kan der dannes havgus. Vi har i dag tanket benzin til 4,17 dollar for en gallon – det svarer til ca. 7,50 kr. pr. liter. Lyder ikke af så meget men når autocamperen kun går ca. 4 på literen, så bliver det til noget alligevel.

Vi er nu ca. halvvejs mod Los Angeles. Vi har fundet et udsigtspunkt, hvor vi holder for natten.

27/5

San Francisco by night.

Oven på en dejlig dag i går gik vi i seng og sov sødeligt. Men lige pludselig bankede det på døren. Klokken var lidt i to om natten. Hvem kunne det mon være. Det værst tænkelige senarie på dette tidspunkt indtraf. Det var selveste politiet. ”Dette er ikke en campingplads !!” Ok forstået vi skal nok flytte os. Så vi tog en små ti kilometer gennem San Franciscos gader midt om natten indtil vi kom helt ud til vestkysten igen. Her fandt vi en park, hvor vi lagde os til at sove igen – indtil den lyse morgen.

Vi har nu sagt farvel til Golden Gate og er nu kørt ned langs vestkysten og fundet Highway 1 igen. Vi har holdt ind flere steder og set på klipper og gået på klipper. Rigtig flotte udsigter. Vi er nu kommet ned til Santa Cruz. Her havde Ulla læst, at der skulle være et specielt sted, hvor tyngekraften var større end andre steder. Vi fandt stedet – The Mystery Spot. Og ja det så da lidt mærkeligt ud. Vand og bolde løb op ad bakke. Mennesker blev højere og lavere alt afhængig af, hvor de stod, man kunne stå helt skævt og alligevel stå lige. Er det humbuk eller virkelighed. Det er svært af afgøre – men hjernen og øjnene spiller helt sikker også et pus.

Vi har nu gået en aftentur i Santa Cruz og gået på klipper og ved vandet. Og nu er det tid til aftenhygge.

26/5

Alcatraz.

Dagen i dag er gået med en bustur ind til centrum igen. Vi gik lige forbi den norske kirke, som desværre havde lukket. Vi gik videre ned til havnen. Her gik vi langs alle de mange havne kajer (pier). Vi var lige forbi Pier 39 igen. Det var her alle de mange søløver holdt til. Vi stod lige et stykke tid og betragtede dem. Og eller lidt rund på den hyggelige Pier 39. En let frokost og så var vi klar til at gå videre til Pier 33. Herfra gik turen over til Alcatraz. Et fængsel, der har været brugt fra 1934-1963. Det var små celler – ikke ret meget plads. Der var en seng, wc, vask, bord og stol. Blok D var isolations afdelingen. Her skulle fangerne være inde i cellen 24 timer i døgnet kun afbrudt af et ugentligt bad. Der var seks celler her, som kun var for de allerværste fanger. Det var celler hvor der var total mørke når døren blev lukket. Ikke noget rart sted at være. Vi var rundt på øen og se bla. gårdhaven, hvor de en gang i mellem kunne får lidt frisk luft. På vejen til gårdhaven kunne fangerne se over mod San Francisco – friheden. Vi så spisestuen, som i øvrigt var det farligste sted at opholde sig. Her havde fangerne adgang til kniv, gaffel og ske. Når det blev jul kunne fangerne høre musik og fest fra de omkringliggende både. Det har ikke været sjovt.

Sidst på dagen fik vi en smagsprøve på, hvordan det lød i fangelejren. En medarbejder demonstrere, hvordan dørene blev åbnet og lukket. En gevaldig larm. Man kunne åbne alle dørene på en gang på en etage. Disse døre vejede tilsammen 1,5 tons. Men man kunne og vælge kun at åbne nogle af dørene af gangen. Fangernes hverdag var bundet op på lyden af disse døre, der gik op og i.

Der var fire etager og fire afdelinger. Gennemsnitlig var der 260 fanger indsat af gangen.

Lidt sent tilbage til fastlandet og en lang ventetid på bussen gjorde at vi først var hjemme sent. Hjemme er stadig ude ved Golden Gate på en parkeringsplads.

25/5

Slentretur i San Francisco.

I dag stod vi op til lettere regn – og kulde. Men i dag havde vi besluttet at tage ind til centrum af San Francisco. Vi tog bus 28, som kørte næsten helt derind. Dejligt ikke at skulle gå hele vejen. Her inde i centrum så vi fire ting.

Først gik vi op til verdens mest snoede gade. Gaden har otte hårdnålesving på få hundrede meter. Vi gik helt op og ned igen. Dorthea og jeg var også lige ude på selve vejen, selvom der vidst nok stod noget om, at det ikke var helt legalt.

Det næste vi prøvede var en tur med Cable banen. En rigtig sporvogn, der kørte gennem gaderne. Op og ned af de stejle gader. Dejligt ikke at skulle gå. Sjovt at prøve.

Til frokost gjorde vi et holdt på Union Square, hvor vi var en tur inde i Macy’s. Her er de kendt for deres dejlige ostekager. Vi var helt oppe på toppen, hvor der lå en restaurant. Her fik vi en dejlig frokost. Og en dejlig ostekage til dessert. Nu var det tid til en slentretur i San Franciscos gader. Vi kom forbi en gammeldags sporvogn, som mest af alt lignede en bus på skinner. Den tog vi tilbage langs havnen.

Og sidst men ikke mindst på dagen gjorde vi et stop ved Pier 39. Her kunne vi se sæler. Mange sæler ligge på træ tømmerflåder. De kravlede oven på hinanden og var et sjovt syn. Vi gik videre rundt på Pier 39, hvor der var alle mulige boder og noget tivoliagtigt noget.

Nu var det endelig blevet tid til at tage bussen tilbage til Golden Gate, hvor vores autocamper holdt på en parkerings plads. Jeg sluttede lige dagen af med at gå halvvejs over broen. Skulle lige se om der var en god solnedgang, men en sky forhindrede det.

24/5

Golden Gate Bridge.

I dag er turen gået ind til San Francisco. Ikke af Golden Gate Bridge, men udenom og af flere broer. Den første bro var en dobbelt dækker bro. Den ene vej kørte man på under vejbanen og den anden vej på over vejbanen. Meget specielt. Først kørte vi på under banen, så vi måtte lige tilbage og over broen igen for at køre på overbanen. Videre ind mod storbyen var der endnu en bro, hvor der skulle betales bropenge. Nu var vi endelig inde i San Francisco. Vi kørte igennem hele centrum af byen og helt ud til vestkysten. Meget trafik og mange bakker. Havde helt glemt, hvordan det var at køre i en storby med en stor camper. Men det gik uden de store skrammer og endelig nåede vi ud til vest og kunne se Golden Gate. En sen frokost og så var der dømt travetur over Goden Gate Bridge. En godt fem kilometers travetur og godt tre timer. Fra broen var der en helt perfekt udsigt ind mod Sam Francisco. Og en udsigt ud over øer og vandet og en udsigt til den lille Alcatraz midt ude i vandet. En rigtig dejlig vandretur – i kulde og blæst.

Vi ser lige, at der ingen skilte er med camping forbudt, så vi overnatter på parkeringspladsen vi har fundet. Og herfra tager vi bussen i morgen. Men mere om det senere.

23/5

En lille tur på Highway 1.

En nat uden ranger kom forbi, selv om vi holdt lige ved siden af vejen. Det er vidst ikke lovligt, men det var det eneste sted vi kunne finde her ude ved kysten.

Vi har i dag kørt de 110 km. på Highway 1 ned til nær ved Golden Gate. Fra starten var der rigtig mange klipper ude i vandet. Vi holdt ind og gik en tur på et par timer på stranden. Dejligt med vand og strand igen – det har vi savnet. Og så var der lige en klippe med hul i – flot. Godt nok hedder det Stillehavet, men det er absolut ikke stille. Der var store bølger, der slog ind mod strandbredden. Desværre var det kun de første 40 km., hvor der var klipper ude i vandet. De næste 40 km. var der stillestående vand og en lang tange på den anden side ud mod havet. Ingen klipper. Meget snoet vej gennem et skovområde og til sidst en stor sø. Vi var på et tidspunkt oppe at køre i noget sky-lignende noget. Vi tror det var havgus vi kørte i.

Vi er nu kørt lidt tilbage og fundet en Koa-campingplads. Her har vi fået vasket tøj og Dorthea og jeg har været i poolen. Og der var dejlig varmt spa-bad.

22/5

Vestkysten og Stillehavet.

Vi var lige en sidste tur inde i parken for at kunne køre den rigtige vej ud og vest på. I parken fik vi lige taget de sidste billeder af Yosemite bjergene. Herfra gik turen vestpå de tyve miles inden vi kom ud af nationalparken. Her var der flere udsigtspunkter at stoppe ved. Endelig nåede vi ud og turen vestpå begyndte. GPS var sat til den korteste vej, så det betød mindre veje. Længere tid og mere spændene veje. Der var enkelte motorveje, men for det meste mindre veje. Landskabet blev mere og mere fladt. Og til sidst kunne man kun se bjergene i baggrunden. En dejlig smuk sø kom vi forbi på vores færd men ellers er der meget mere fladt og store marker med dyr og korn her over vestpå. Vi nåede Stillehavet efter 400 kilometer og en masse timer. Highway 1 har vi også lige kørt en lille tur på. Her har vi fået en lille forsmag på, hvad der forhåbentlig venter os, når vi om nogle dage køre sydpå.

Vi er nu kørt ind af en sidevej for overnatning 130 km. nord for San Francisco. Man må desværre ikke overnatte ude ved Highway 1.

21/5

Ekstrem afslutning på Yosemite.

Her til morgen kørte vi lige en sidste gang ind i Yosemite parken. Ikke for at gå rundt og se noget. Dorthea og Ulla har hygget sig med indkøb, læse og tegne og vidst også lidt rengøring.

Jeg sagde farvel til Ulla kl. 9.40 og så havde jeg ellers en dagsvandring op til toppen af det store vandfald. Den første time gik med at gå op ad det stejle bjerg. En sti, som snoede sig i hårnålesving. Allerede efter femte sving ramte jeg muren. Men det var bare videre. Efter den første time kom vi til et næsten fladt stykke, som alligevel gik lidt ned. På dette stykke var der meget flotte udsigter ud til bjergene. Den ene udsigt efter den anden. Halvvejs på dette lige stykke så jeg første gang det store vandfald. Flot når man er så tæt på. Jeg gik videre og lidt længere fremme begyndte en meget kraftig opstigning. Det første stykke var meget tæt på vandfaldet. Jeg blev helt våd af alle de vandkrystaller, der blev blæst ind over stien. Det var skiftevis varmt og koldt. I solen varmt og når jeg blev oversvømmet af vand, så var det koldt. Her op af den sidste stigning var der også mange udsigter ud over dalen.

Endelig efter tre timer nåede jeg toppen og gik ud til Yosemite Falls overlook. Det sneede på toppen. Desværre kunne man ikke se så meget af vandfaldet. Og det var hamrende koldt. Sne og blæst er ikke godt, hvis man ikke har nok tøj på – og vanter. Men der var rigtig flot udsigt ud over dalen og til de andre bjerge. Efter at have brugt et par timer – og set en ung mand på knæ (man kan sige han friede da han var på toppen) - gik jeg ud mod Yosemite Point. På vejen var der lige en udsigt til North Dome. Endelig var jeg ude ved Yosemite Point efter at have gået lidt forkert - der var ingen afmærkning. Jeg nåede ud til et stort klippe Platou, hvor der virkelig var den perfekte udsigt ud over dalen. Et fantastisk view. Her stod jeg og dvælede en halvanden times tid.

På vejen tilbage var der en træbro over den øverste del af vandfaldet. Og man kunne komme helt ned til vandet. Jeg skulle lige prøve med fødderne – det var hundekoldt.

Så var det eller hjemturen. Og naturligvis blev der også her taget mange billeder. Hjemturen tog kun to timer. Alt i alt har turen taget ni timer og et kvarter. Men det var det hele værd. Det sneede alle timerne jeg var oppe på toppen. Der var 825 m. lodret op og turen var på 9 miles og jeg har gået ca. 30.000 skridt.

Ingen solnedgang i dag da det begyndte at regne her til aften, Vi er nu kørt ud og overnatte samme sted som i går. Til trods for, at vi nu har været i et bjørneområde den sidste uges tid, har vi ikke set en eneste af dem.

20/5

Yosemite dalen.

Her til morgen var jeg lige ude at gå en lille tur ned til floden – en meget brusende flod. I mellemtiden kom Ranger og fortalte, at vi ikke måtte overnatte inde i parken. Vi skal uden for selve skiltet. Det forsøger vi så huske til en anden gang.

I dag har vi set Yosemite dalen. Første punkt i dag var Bridalveil Fall. Her kunne man gå næsten helt op til vandfaldet. Men allerede lang tid inden vi var helt oppe kunne vi mærke vandsprøjt fra vandfaldet. Og da vi kom helt derop blev vi meget våde. Det var så brusende og faldt lige ned på nogle klipper. Flot at se den korte tid vi kunne stå der.

Vi fortsatte helt ind i bundet af Yosemite dalen. Undervejs stoppede vi en del steder for at tage billeder og nyde det. I bunden af dalen var der en travetur på begge sider af floden. Vi var helt ude ved Mirror Lake. Og man kunne rigtig se bjergene spejle sig i søen. Flot syn. Vi gik også lige en lille tur i selve byen Yosemite Village for til sidst at køre ud til Yosemite Fall. Her gik vi op til Lower fall. Selvom det var den underste del af vandfaldet, var det rigtig flot at se. Og vi blev også lidt våde af dette vandfald. Men hvor er alt det skumsprøjt flot og fascinerende. Efter at have betragtet vandfaldet et godt stykke tid skulle jeg lige se om ikke man kunne komme næsten helt op til det. Det kunne man næsten, men man blev også våd og klipperne var våde, så lidt farligt.

Det sidste punkt var en solnedgang, som vi håbede på. Så vi kørte ud til det samme view-punkt som i går. Desværre kom der en masse sorte skyer og ødelagde det hele igen.

I nat sover så lidt længe nede af vejen og lige uden for nationalparken.

19/5.

Sommersne.

I dag har været en lille køredag. Fra Kings Canyon og de 140 miles til Yosemite Nationalpark. GPS var sat til den korteste vej og vi kom ind på de små veje. Nogle steder meget små og smalle veje, specielt når man skulle møde store lastbiler. Der var tæt på at ryge et sidespejl.

Vi nåede endelig til Yosemite ved middagstid. Vi fik tanket lidt og købt et brød. Så var vi ellers klar til første punkt i nationalparken – Glacier Point. Ikke så meget at se på turen ud udover et par dådyr og så naturligvis en masse sne, men det er også koldt når solen ikke skinner. Men da vi kom helt ud til Glacier Point var der rigtig meget at se på. Til den ene side var et forholdsvis stort vandfald og så var der bjerge så langt øjet rakte. Det ene større end det andet og det ene mere sne på end det andet. Og en meget flot klippe lige midt i det hele. Vi så en enkelt bjergbestiger på toppen – bjergbestigning havde vi desværre ikke tid til. Til den anden side af Glacier Point var der en gigantisk udsigt ud over Yosemite dalen. Og så naturligvis ikke at forglemme verdens femte største vandfald - Yosemite Falls. Det har en længde/højde på 2425 fod – godt 739 meter. Et meget flot vandfald set på afstand. Her ude ved Glacier Point brugte vi godt et par timer – men det var det hele værd.

Som afslutning på dagen gik vi lige en lille tur på kun 3,5 km. Vi var ude at se Sentinel Dome. Vi tror vidst nok det var de klipper vi kunne se fra toppen af udsigtspunktet. Lige inden dagen var omme kom vi til et sted, hvor der stod rigtig mange med kameraer. Vi spurgte hvad de ventede på. Det var solen. Hvis og når den skinner ved solnedgang bliver de bagvedliggende klipper meget flotte. Solen vil da skinne gennem dalen og hen på klipperne. Desværre vendte solen ikke mere tilbage i dag, så vi må se i morgen.

Vi er nu lige kørt uden for nationalparken, da vi ikke må overnatte inde i parken.

18/5

Udsigt og vandfald.

En rigtig kold nat. Men vi har også overnattet i ca. 6000 fods højde.

Efter morgenmad kørte vi tilbage til nationalparken. Denne gang mod Kings Canyon. Først en lille tur på visitor centeret, hvor der blev vist en film om Kings Canyon. Så gik turen ellers de 37 miles ad den blinde vej ind mod bunden af Kings Canyon. På denne strækning så vi rigtig mange udsigter. Udsigter ud over bjerge og udsigter ud over floder. På turen så vi mange blomster – den bedste tid at køre turen på. Der er rigtig mange forårsblomster på denne årstid som også billederne viser. Nogle steder kørte vi helt ude ved klippekanten men vi stolede på sikkerheden. Vi har været nede ved floder og mærke vandet men ikke badet. Og så har vi naturligvis set vandfald. Grizzly Falls og Roaring River Falls. To vidt forskellige vandfald. Det første – et stort vandfald, hvor man blev våd, hvis man gik for tæt på. Det andet vandfald var ikke så højt men meget brusende, da det skulle gennem et smalt sted. Der var meget skumsprøjt, som røg op i luften. Det så rigtig flot ud. Vi kørte det sidste stykke helt ud til Road end. Jeg gik en lille tur på en times tid op ad et af bjergene. Der står, at området er meget bjørne aktivt, så jeg ville gerne se en bjørn i fri natur. Havde en kæp i hånden til at slås med, hvis det skulle blive nødvendigt. Men nej ingen bjørne.

På vejen tilbage fra enden af Kings Canyon kørte vi ad en anden vej de sidste stykke vej. Her blev vi ført ud til en sø. Fredfyldt område helt nede ved vandet. Vi har nu set det storslåede Kings Canyon med udsigt og vandfald.

Vi overnatter samme sted som i går. I aften har vi hørt ulve hyle i baggrunden. Det giver en helt speciel atmosfære.

17/5

Store træer.

Vi kørte mod Sequoia National Park. Havde vi bare fulgt GPS, så havde vi sparet ca. 100 km. Men nej vi vidste bedre. Vi kørte ad den nærmeste vej til parken. Vi fik dog spist morgenmad med flot udsigt ud over en sø. Ved indgangen til parken fik vi pænt at vide, at vi ikke måtte køre den vej. Vores autocamper var for stor. Så vi måtte lige en stor omvej. Og her stolede vi heller ikke på GPS, hvilket betød en endnu større omvej. Nå vi nåede Sequoia. I denne nationalpark vokser verdens største træer. Vi kørte ned til verdens største træ – General Sherman. Et gigantisk træ. Måske ikke så højt men meget stort i omkreds. Det var stort. Efter at have betragtet det et stykke tid, gik vi en rundtur rundt i skoven på godt tre km.

Desværre måtte vi ikke køre ned til nogle flotte huler. Ved siden af vejen lå der stadig snebunker.

Sidst på dagen så vi verdens tredje største træ – General Grant. Et rigtigt flot træ. De fleste af de største træer her modstået en del brænde. Barken på disse træer er meget svær at brænde. Det største træ har modstået op mod 80 brænde.

Vi er nu kørt lige uden for parken, hvor vi overnatter.

16/5

En tur i bjergene.

Vi havde sat GPS til den korteste vej. Det medførte at vi blev ledt over et højt bjerg – 1900 m.. Og vejen var meget snoet. Det tog nogle timer at køre GPS-vejen. På ruten var der smukke udsigter – både ud over landskabet og udsigter til mange kaktus. Vi kom også forbi søen – Isabella Lake, hvor vi holdt en pause helt nede ved vandet. Det er nu blevet lidt køligere end i Death Valley.

Vi er nu kommet på den anden side af bjerget og landet i Porterville. Ikke helt den strækning jeg havde planlagt men så må vi stå tidlig op i morgen og køre videre til den næste nationalpark.

15/5

Løbetur i varmen.

Dagen begyndte med en tidlig morgentur tilbage til Badwater. Her var jeg ude på den udtørrede saltsø. Solen skinnede og blæsten var forsvundet. Og jeg var næsten alene. En rigtig god oplevelse. På tilbageturen var vi lige inde ved Natural Bridge. 2½ km. kørsel og en lille gåtur. Natural Bridge er en klippe, der danner en bro. Rigtig flot. Da vi kom tilbage til bilen tog Dorthea og jeg en løbetur. De 2½ km. tilbage til den store vej. Solen bagte ned og det var varmt. Men tros varmen ville Dorthea alligevel løbe. Og vi løb og vi løb. Først lige til sidst kunne jeg løbe fra Dorthea. Og vi svedte begge da vi kom i mål. På vores videre færd så vi et gammelt saltudvindings sted. Og så ville vi have været ude og se Scotty’s Castle. Men desværre var vejen lukket på grund af regnskyl i oktober sidste år. Vi vendte om og kørte nu mod udgangen af Death Valley. Vi kom forbi Stovepipe Wells Village. Her fik vi lige købt de sidste souvenirers og Dorthea fik købt en lommekniv, som hun er meget glad for. Vi mødte et par andre danskere også.

Vi ville skyde genvej over en lille grusvej men efter 30 km. stod der, at vejen var lukket. Vi måtte igen vende om og køre en anden vej mod udgangen. Lidt inden udgangen så vi en prærieulv. Den så ikke sulten ud – men jeg ville ikke friste den ved at gå ud til den. Lige inden udgangen var der en udtørret sø. Her tog jeg mig igen en løbetur på 2½ km. Dorthea sov.

Vi fik sagt farvel til Death Valley og er nu kørt videre mod næste mål, som vi regner med at nå i morgen sidst på dagen. Vi har fundet et fredeligt sted oppe i bjergene, tyve km. fra Trona, hvor vi håber at kunne sove fredeligt.

14/5

Death Valley og varme.

Tidlig op og af sted. Efter nogle timer nåede vi Death Valley. På motorvejen så vi en bil tabe slidbanen. Det så ikke godt ud. Hun kørte langt ud på marken. Heldigvis skete der ingen personskade, men hun var meget chokeret ligesom hendes datter. Bilen kommer ikke til at køre mere.

Første stop var Zabriskie Point. En flot udsigt ud over mange farvede klipper. Her mærkede vi varmen for første gang. Vi var lige forbi informations centeret. Her fandt vi ud af at temperaturen lå på 106,6°F. Det svarer til 41,4°C. Formlen er enkel. Der trækkes 34 fra temperaturen i °F, herefter ganges med 5 og divideres med 9 – simpelt ikke. ((106,6-34)*5/9) = 41,4°C.

Vi lader os ikke skræmme af en lille smule varme. Vi kører ud til Golden Canyon Trail. Her begyndte vi at gå en lang tur. Undervejs vendte Dorthea og Ulla om. Dorthea var helt færdig. Jeg fortsatte de 2,5 km. ud til Red Cathedral. En vej eller sti som bare gik op ad hele vejen. Vejen gik nede i en kløft, så derfor var der meget varmt. Endelig var målet. En flot rød klippe, som jeg også besigtigede fra et klippe Platou. Herfra var der så bare 2,5 km. tilbage i bagende sol. Vel tilbage igen fortsatte turen til Artists Drive. Det var en rundtur, som førte os ind mellem en masse klipper. Et enkelt sted var der rigtig mange farver på klipperne – deraf navnet Artists Palette. Vejen gik for det meste nede i en kløft. Det var en rigtig smuk tur på 14 km. Vi sluttede dagen af nede ved Badwater Basin. Det er USA’s lavest liggende punkt – 85,5 m. under havets overflade. Badwater Basin er en udtørret saltsø. Og vi gik på saltet og ud midt på den udtørrede sø. Mærkeligt at tænke sig, at der engang har været en sø her.

På vejen tilbage kørte vi lige en gang til ad den smukke 14 km. lange vej, for at få taget de sidste aftensbilleder. I aften overnatter vi campingpladsen inde midt i Death Valley.

Death Valley er i øvrigt verdens varmeste sted. Heldigvis har det blæst meget i dag, så temperaturen har været til at holde ud.

13/5

Valley of Fire State Park.

En meget lang aften og en lidt for kort nat og en lang formiddag. Problemet er internet. Den campingplads vi havde fundet lå desværre inde mellem nogle bjerge – fascinerende men desværre er det på bekostning af internet. Men langt om længe fik vi det hele opdateret.

Kursen blev sat mod Death Valley. Vi passerede nogle grænser. Først grænsen fra Utah til Arizona og igen ind til Nevada. Her ændrede vi kursen lidt. Vi fik sat et viapunkt på gps, så vi kom forbi Valley of Fire State Park. Her var der en masse små gåture på mellem en og to km. Vi fik gået en del af dem. Blandt andet fik vi set ’de syv søstre’. Syv store klipper side om side. Og lige pludselig var vi også med til et globryllup. Brudeparret stod ved siden af den ene af de store klipper og var i gang med vielsen. En af de rigtig gode gåture vi gik, var ude for enden af parken – white domes. Her gik vi ind mellem en høje klipper og snævre passager. Vi har set klipper, der har lignet elefanthoved. Og så var der tre ruiner efter huse bygget i 1935.

Efter nogle timer er vi igen kørt ud til motorvejen, som vi fortsætter ned ad i morgen. Der var heldigvis en rast lige inden.

12/5

Farvel til Zion.

Vi har i dag gået de sidste ture rundt i Zion Nationalpark. Specielt turen omkring Emerald Pools. Upper Emerald Pools var et fantastisk fredfyld sted med en lille sø og en højt med meget smalt vandfald. Der var et godt stykke ud til det og det gik op ad bakke i bagende sol og meget varmt. Lower Emerald Pools var et meget grønt område under en klippe, hvor der var to små vandfald, der løb ud over klippekanten. Så man kunne gå inde bag ved vandfaldene. Det var smukt. Foruden denne tur på ca. fire km. har vi gået et par andre ture i den bagende sol. Og vi har set fascinerende høje klipper. Tre af bjergtinderne hed Abraham, Isak og Jakob.

Vi har nu forladt Zion Nationalpark og kørt sydpå og er nu nede under 1000 m. højde. Efter ca. tyve miles har vi nu fundet en campingplads med pool. Vi kunne ikke bade i de andre pools. Men det kunne vi her. Dejligt med koldt vand oven på disse vandreture.

11/5

Vand og varme.

Her til morgen kørte vi fra Red Canyon visitor center – i snevejr. Det første stykke vej sneede det. Ikke ret meget men nok til, at det kaldes sne. Og det var koldt. De næste 60 miles gik ned ad bjerget fra 7750 fod (2400 m.) Vi kørte gennem flere byer inde mellem bjergene, hvor det kunne have været så hyggeligt med dejlige huse. Men ved siden af de dejlige huse lå der ofte en skrotbunke af gamle biler og andet jern.

Efter godt en times tid ankom vi til Zion Nationalpark. Her fik vi betalt og ekstra til da vi skal gennem en tunnel og campere og campingvogne skal betale ekstra. Vi kom ind og kørte til informations centeret. I Zion Nationalpark må man ikke selv køre, men der udgår shuttle bus fra informations centeret. Vi fik parkeret på en overfyldt parkeringsplads og tog bussen helt op til toppen af parken. Herfra var der en vandretur på næsten fire km., som vi naturligvis brugte tid på. Her fulgte vi floden så langt op vi måtte. Det sidste stykke er lukket. Det er her floden snævre ind. Sidste år var der syv turister der døde på grund af det meget vand, der skulle gennem det smalle sted.

Ud over den første tur, har vi gået et par småture, men gennem lidt til i morgen også.

Zion Nationalpark er ikke som de andre parker. Det er smukt og fredsfyldt at gå langs floden. Der er mere grønt end i de andre parker. Og så er der vandet, som vi har savnet så meget. Klipperne er høje og lodrette.

Vi er i dag kørt fra de 7750 fod og meget koldt til ca. 3850 fod (1175 m.) og dejlig varme. Nu kan vi igen gå rundt i shorts og kortærmet bluse.

Vi har fundet en sidevej inde midt i byen, hvor vi holder for natten.

10/5

Porøse klipper i højden.

I dag har den stået på Bryce Canyon hele dagen. Vi var inde i parken ved ni-tiden og godt 12½ time senere var vi ude igen. Allerede fra starten fik vi at vide, at vi ikke måtte parkere på den øverste del af parken da vores camper var for stor. Så vi begynder med at køre uden for dette område. Herefter ser vi de forskellige seværdigheder langs vejen de 18 miles, som der er kørevej til. Fra starten virkede det ikke så overvældende men efter et par udsigter kom noget af det flotte. Klippebroer og klipper med hul i – det er noget at det virkelige smukke. Vi begyndte i 2400 meters højde og efter de 18 miles var vi i 2785 meters højde. Her nåede vi Rainbow Point. Her var der en gigantisk udsigt til klipper i mange farver. Grå, hvide og over i de helt røde. Vi var så højt oppe, at der lå sne, så vi fik os lige en rask sneboldkamp. Det har bare været rigtig koldt hele dagen men vi er jo også højt oppe. På vejen tilbage tog vi lige alle udsigtspunkterne en gang til. Specielt Natural Bridge brugte vi meget tid på også på tilbagevejen. En klippe med et kæmpe hul i. Den var bare flot.

Vi kørte tilbage til informations centeret med bilen og her måtte vi tage en shuttle bus rundt til seværdighederne i den nordlige del af Bryce Canyon. Fra Sunrise Point og til Sunset Point kunne man gå en vandretur nede i dalen på fem km. Ulla og Dorthea gik valgte ikke at gå med ned men i stedet følge stigen oppe og gå tilbage til camperen. Jeg gik ned i dalen. En meget stejl nedtur. Her gik jeg ind mellem de porøse klipper. En rigtig flot tur. Man skulle ikke røre ret meget ved dem før de begyndte at smuldre. Utroligt flot så det ud og imponerende, hvordan dette landskab er blevet dannet. Det har videnskaben sikkert en god forklaring på – jeg nyder bare at gå mellem klipperne og se på dem.

Efter en tur inde og se på souvenirer kørte vi tilbage til Sunset Point i håb om at se en dejlig solnedgang. Vi så solnedgang, hvor det blev langsomt mere og mere mørkt – ikke nogen røde klipper af solen.

Vi har nu fundet samme sted at overnatte som i går.

9/5

En smuk køretur.

Fra morgenstunden kørte vi lidt nordpå. Her kom vi ud til Colorado River. Vi tog lige en spadseretur over broen. Men egentlig var det ikke den vej vi ville. Vi ville køre ad Alt. 89 – den alternative rute 89. Her kom vi forbi Marble, hvor vi igen skulle krydse den store flod. Der var bygget en ny bro og den gamle blev brugt til gang og turist bro. Det var flot at gå over. En fantastisk udsigt ud over Colorado floden. Resten af Alt. 89 bød på mange seværdige klipper og udsigter. Vi har nu igen forladt Arizona og kørt ind i Utah. Det med tidszonerne lærer vi nok aldrig. Utah er en time foran Arizona, så det har vi lidt sjov med.

Vi er nu kørt nordpå og er kommet til Red Canyon. Rigtig røde og flotte klipper. Her var der lige en rigtig foto vandretur, som Dorthea og jeg lige tog – tre kvarter – men hvor var det flot. Der var rigtig mange røde klippeformationer.

Vi er kørt på parkeringspladsen ved det lokale informations center for natten. Kun tolv miles fra Bryce Canyon. Vi overnatter sammen med et par fra Israel.

8/5

Flotte klipper.

Vi har forladt kayenta og er kørt sydvest på igen. Meget overskyet og lidt regn. Lidt uden for Page ser vi et skilt, hvor der står Antelope tours. Og der holder nogle biler på parkeringspladsen. Vi kører ind for at se lidt nærmere på det. Det viser sig, at det er guidede ture til fire forskellige klippehuler. Det lyder spændende og vi får reserveret en tur til Upper Antelope. Der går lige lidt koks i tidszonerne, så vi får lige en ekstra time.

Lidt over 12 indledes det hele med en indiansk velkomstdans. Herefter gik turen ud mod Upper Antelope klippehule. Først et lille stykke på asfalt og så gik det ellers ud over sandbankerne indtil vi var fremme ved klippehulen. Først lige nogle få instrukser og så var der oplevelse for alle pengene. Klippehulen var en stor klippe, hvor der var en sprække på en til tre meter, hvor man kunne gå inde i. Og der var sprække helt op til toppen. Det var ikke lige lodrette klippevæge men derimod mange klippeformationer. Helt vildt flot at se og dvæle ved. Desværre var der også andre, der havde fået den geniale idé at se netop samme klippehule, så vi havde ikke al den tid man kunne ønske sig. Heldigvis havde vi tid til at tage en masse billeder og guiden fortalte, hvor vi skulle stå for at få de bedste billeder. Det er umuligt at beskrive – billederne skal ses.

Efter denne fantastiske oplevelse gik turen videre til Horseshoe Bend. Her ser man Colorado-floden løbe rundt om en klippe. Formet som en hestesko. Helt fantastisk at stå oppe og se ned på det enorme landskab som floden løber i. Der var mange steder, hvor der kun var et trin ned til floden. Her valgte vi ikke at gå for langt ud – det ville være et for stort skridt.

Efter et besøg i en klippehule og et view ud over Colorado-floden som en hestesko, har vi nu fundet en parkeringsplads inde i Page.

7/5

Smuk køretur sydpå.

Vi har nu forladt Arches området og kørt sydpå. Bare 150 miles til Monument Valley. På vejen sydpå så vi nogle flotte klippeformationer. På turen kom vi også forbi en gammel mormon-landsby. Her så vi huse fra omkring år 1900. Et dejligt afbræk efter to timers kørsel. Vi kørte videre og så flere flotte bjergklipper. En af dem lignede en mexican hat. Og vi så udsigter ud over dale. Et dejligt smukt landskab.

Og så kom vi til stedet. Ca. ti kilometer inden Monument Valley. Det sted man ofte ser i cowboy-film. I disse film ser man John Wayne komme ridende hen mod de smukke klipper (se billederne). Den lange lige vej op mod klipperne – jo det er stedet. Vi stoppede naturligvis ligesom mange andre, og der skulle tages billeder – mange billeder. Vi holdt en lang pause og så igen og igen John Wayne komme ridende. Vi er rigtig kommet til cowboy land.

Videre de sidste ti kilometer var der mange klipper, den ene flottere end den anden. Til sidst nåede vi Monument Valley. Men desværre må ingen motorcykler og autocampere køre inde i dalen. En guidet tur var lidt pebret. Og det vi kunne se på billederne var ikke anderledes end det vi havde set før. Så vi valgte at forlade Monument Valley uden at være inde i dalen og fortsætte mod Kayenta. (det er ikke en skam at køre når man ikke er velkommen) Lige efter Monument Valley forlod vi også Utah og kørte ind i Arizona igen. I byen Kayenta fik vi lige tanket – 225 liter benzin – lidt andre forhold end hjemme. Men så kan vi også køre næsten 1000 km. igen. Vi har fundet en parkeringsplads i byen, hvor vi sover.

6/5

Stille dag.

Her i formiddag har vi gået en tur i byen Moab – en lille hyggelig by. Lige inden middag tog vi en tur ud til Hole n’’the Rock. Det er oprindelig en dansker – Albert Christensen, der har gravet og sprængt et kæmpe hul inde i klippen. Her har han så indrettet sig sammen med sin kone. Det var imponerende at se, hvordan de havde levet med køkken, værelser og stue næsten ud i et. Der var kun ganske få døre i rummet. Ved den ene side af rummet var der lavet en pejs. Og danskeren og hans bror har selv sprængt hullet de tyve meter fra toppen af klippen og ned til pejsen. Albert Christensen døde i halvtredserne mens han kone levede sytten år alene i hulen. Det er nu blevet solgt videre til en anden dansker – Hansen.

Vi har nu fundet en campingplads, hvor vi hviler os oven på tre hårde dage.

Det er næsten ikke til at få en campingplads da der her den kommende uge skal køres et race-in-the-rock. Moab er byen, hvor der kører rigtig mange ATV-biler (legetøj for voksne) rundt. Bjergene passer helt fint til sådanne køretøjer. Jeg ville egentlig have lejet en ATV-car, men fandt ud, at vi ikke havde nok ’tid’.

Dorthea og jeg har lige taget en aften dukkert i den kolde pool.

5/5

Klippevandring for alle pengene.

Igen i dag havde vi besluttet at køre ind i Arches nationalpark. Vi kørte de 30 km. helt op i toppen. 10.30 var vi klar til at gå en 11,5 km. + det løse i alt ca. 13 km. (Devils Garden Trail) Vi gik derudaf. Efter 1½ km. var der en rigtig flot klippe hvælving. Helt fantastisk at stå og betragte. Her kunne jeg have stået i timevis. Nå vi måtte videre. Lidt længere fremme var der en stejl klippe vi skulle gå op ad. Her valgte Ulla og Dorthea at stoppe. Jeg fortsatte min lange vandring. I mens jeg var ude for mig selv har Dorthea klatret på klipper og var egentlig godt tilfreds med, at hun ikke kom med mig. Bagefter har Ulla og Dorthea hygget sig i camperen.

Jeg fortsatte – til fods – videre på den lange gåtur. På gåturen ud til Dark Angel var der flere stop. Et af dem, der var specielt flot var en udsigt gennem et stort hul i en klippe. Et helt igennem perfekt ’billede’. Herfra gik turen igen videre om til et andet hul i en klippe. Længere fremme var der en kæmpe udsigt, som der naturligvis også skulle bruges tid på. Og så seværdigheden – Double O Arch. En klippe med to huller over hinanden. Ja det var da flot men måske ikke så flot så det var alle anstrengelserne værd. Og til sidst på udturen var jeg lige helt ude ved Dark Angel. Det var en enkeltstående klippesøjle – som jeg i øvrigt har set mange af. Men nu var jeg der, så der skulle fotograferes. I øvrigt var turen ikke så godt afmærket, så jeg nåede at gå forkert flere gange.

På tilbageturen kunne jeg vælge mellem main trail eller primitive trail. Den første kendte jeg jo så jeg valgte den anden selv om der stod, at det var en svær rute. Den var da også lidt svær, især da jeg skulle gå ude på en stejl klippe. Det var en lang tur i middagsheden. Og da jeg kom tilbage var klokken 15.45. Det var mange timer og jeg var træt.

Vi sluttede dagen af med en 5 km. tur ud til Delicate Arch. Her var både Ulla og Dorthea også med. Det var en anstrængende tur ud. Det var faktisk 2½ op ad bakke inden vi kom der ud. Men det var det hele værd. Det var ud til buen, som står på nummerpladerne i Utah. Jeg vovede mig helt over til buen og ind i buen, hvor Ulla lige netop nåede at tage et par billeder inden jeg igen med bævende ben klamrede mig tilbage til lidt mere sikker grund.

Vi sluttede af med Park Avenue – et helt specielt view ud over en dal med høje klipper på begge sider. Det var i øvrigt også det vi så først i går morges. Så nu var ringen sluttet og vi har for tredje gang fundet vores parkeringsplads. Alle campingpladser var optaget. I morgen skal vi videre sydpå. I alt har vi i dag brugt 11 timer i parken.

4/5

Arches.

Endnu en nationalpark blev set i dag. Arches Nationalpark – en park med en masse klipper. Til forskel fra de andre parker vi har set, kørte og gik vi mellem klipperne i dag. Der var mange udsigter og der var mange klipper med hul i. Det er det, Arches er kendt for. Klipper med huller i og det er også det, der gør parken så enestående. Vi kørte ud til udsigtspunkterne og vi vandrede, der hvor vi kunne gå nogle små ture. Et enkelt sted brugte vi lang tid. Her var der en dobbelt bue, hvor man kunne klatre næsten helt op, som Dorthea og jeg lige skulle gøre. På den anden side af vejen var der flere klipper – en af dem havde dobbelt hul – nord og syd hullet. Vi kunne kravle meget rundt på klipperne, hvilket også var en oplevelse i sig selv.

Et andet sted så vi balance-rock. Det var næsten en balancekunst at se. En overliggende klippe oven på en anden klippe. Man skulle næsten tro den øverste ville falde ned – men nej det gjorde den ikke.

På afstand så vi også den fritstående klippe, som er på nummerpladerne i Utah, hvor vi er nu. Vi har set en masse klipper, som kunne ligne alle mulige dyr – feks. den klippe, der ligner et får – se billedgalleri.

Hele parken er ca. 30 km. lang og der er en masse sideveje med flotte klipper. Her til aften kørte vi tilbage til klippen med nord og syd hullet i håb om at se en solnedgang. Men desværre var der en sky, der dækkede for en ellers perfekt solnedgang.

På et tidspunkt fortalte Ulla tilfældigt, at billetten faktisk galt en hel uge. Så en hurtig beslutning blev at vi stoppede med seværdighederne og vi ville lige slappe af og få noget aftensmad inden solnedgang. Vi kører herind i morgen. Der er stadig nogle gåture (10 km. og 5 km.) vi ikke har gået endnu. Vi har dog tilbragt godt 12 timer inde i parken. Men det har været alle timerne værd.

Og så havde Ulla og jeg lige en drøftelse af, hvad camping er. Jeg mener camping er når man slår telt op. Hvis man bare holder med sin autocamper og slukker lyset og måske sover, så er det kun en parkering. Det blev vi ikke enige om, Ulla mener at en hver form for overnatning inde i parken er en camping, så vi kørte uden for parken og fandt det samme sted som i går.

3/5

Dead Horse Point.

I dag har vi taget turen fra Cortez og nordpå. Men først var vi lige inde i en rigtig indianer souvenirer butik for at få brugt nogle flere penge. Herefter var der ca. 150 miles nordpå. Efter 50 miles kørte vi ind i Utah – endnu en stat. Et kuperet landskab, hvor vi både så bjerge med sne på og en masse klippeformationer. Vi så klippevægge med små grotter inden i. Efter endnu noget tid kom vi til en stor klippe med et stort hul i. Navnet kendes ikke. Men det så enormt flot ud. Vi skulle naturligvis op alle. Helt op til klippehullet. En fascinerende udsigt oppe fra. Men også fascinerende at se hele klippen med hullet.

Efter godt en times tid var det tid for videre færd nord på. Vi så stadig bjerge med sne på og en masse andre flotte bjerge.

Endelig kom vi til Dead Horse Point. Og jeg som troede USA var fladt. En miniudgave af Grand Canyon. Der er en enkelt forskel. Her er vi tættere på floden og bjergene. Enormt flot. Og igen var det Colorado-floden, der lå nede i dalen. Helt ude ved Dead Horse Point var der gangstier og man kunne gå lange klippevæggen. Det sidste var mere interessant. Det var en utrolig smuk tur vi fik gået her i eftermiddag. Rigtig flotte udsigter og så det at gå på klipper. Til sidst her til aften så vi en solnedgang over Dead Horse Point. Desværre blev det ikke den knald røde farve vi havde ventet, men det blev bare mørkere og mørkere.

2/5

Mesa Verde.

Dagen i dag var afsat til Mesa Verde Nationalpark. Et område, hvor indianere har levet op til ca. år 1300. De forlod området efter forlydende over en periode på ca. 50 år. Man ved ikke hvorfor indianerne forlod området, men sandsynligvis på grund af tørke.

Vi kørte ind i nationalparken kl. 9 og kørte først derfra igen næsten 12 timer senere. Vi har været oppe i 2550 m. højde. Og der hvor vi kørte rundt og så noget lå i 2200 m. højde.

(Fra morgenstunden lå der sne på vejen – det havde sneet vældigt i går)

Og hvad var der så at se – en gang murbrokker og gamle forfaldne huse. Det var det første indtryk jeg fik. Efter det første stop, hvor den første seværdighed – gamle indianerhuse – var lukket og den efterfølgende morgentur på knap 1½ times vandring kun førte ud til ganske få klippemalerier – så var forventningen ligesom helt i bund.

Næste store stop var en vandring på klipper, hvor vi skulle 42 fod op ad en stige for at komme op til indianerhulerne. Deres huse var bygget meget primitivt af mursten. Vi så på nært hold og var inde i ruinerne. Vi skulle gennem en snæver passage, hvor man kun kunne kravle og til sidst op ad en stige og en lodret næsten klippevæg inden vi igen var ude. Der var egentlig kun en ting galt med turen, der varede 1½ time – guiden talte uafbrudt.

Herfra gik turen videre til det ene udsigtspunkt efter det andet. Ikke udsigt som man normalt forstår det, men udsigt til gamle indianerboliger. Og ikke kun enkelt huse men udsigt til hele byer. Byer som er bygget ind i klippehuler. I nogle af disse byer har der boet op mod hundrede personer. Det var et helt imponerende bygningsværk kunne man se. Den ene by, slot, religiøs bygning og andet tonede frem, hver gang vi holdt – og det gjorde vi rigtig mange gange. Indianerne havde også fundet ud af at grave ned i jorden og opholde sig der, da det her var lettere at opvarme end husene på klipperne.

Den sidste by vi så – Cliff Palace – så vi i flot solskind. Det var helt vildt flot. Turen blev afsluttet på bedste vis med en gigantisk flot solnedgang.

Det, som jeg troede, skulle blive en kedelig tur med gamle faldefærdige huse, blev i stedet til en kæmpe oplevelse.

Aftenen er blevet brugt i Walmart, som har døgnåbent. Det er ikke hver dag jeg køber bluser kl. 23.

1/5

Indianer området.

Her til morgen var det endelig holdt op med at regne. Vi kørte videre ind i New Mexico og det sidste stykke vej over til Gallup, som skulle være en af hovedbyerne for indianerne. Lige i udkanten af byen var der en souvenirer butik, hvor vi lige fik brugt nogle penge. En flot vase blev det bla. til. Vi kørte gennem byen, men desværre var de fleste butikker lukkede da det er søndag. Og så regnede det så vi fik ikke gået rundt i byen. Vi kørte i stedet nordpå. Her har vi oplevet flot bjergnatur mellem bygerne. På vejen nordpå fandt vi ud af, at vi nu skulle sætte uret en time frem – så kan det snart blive aften. Vi har passeret grænsen til Colorado og vi er nu holdt ind på en Walmart parkeringsplads i Cortez. Ti km. uden for Mesa Verde Nationalpark, som vi besøger i morgen.

30/4

Meget gamle træer.

Vågner op til en lidt grå og lidt regnfuld morgen. Men heldigvis var det meste af hovedpinen forsvundet. Efter morgenmad var vi klar til nye oplevelser. Vi kørte de 20 miles ud til nationalparken Petrified Forest. Her brugte vi hele dagen på at se på forstenede træer, som siges at være op mod 225 mill. år gamle, og på flotte landskaber. Vi gjorde stop ved Long Logs, hvor vi så en masse forstenede træer på et lille område. Herefter kørte vi videre til Crystal Forest, hvor der var træer, der lignede krystaller og der var en del lange træer. Alle disse træer er dog i mindre stykker. Vi kunne se på en planche, at det skyldes vand, som trænger ind i træet efter det er væltet.

Vi fortsatte nu til Jasper Forest med udsigt til forsteninger og storslået landskab. Næste stop var Agate Bridge. Det er et forstenet træ, der ligger som en bro over en lille dal. I gamle dage skulle indianerne ride over broen som en manddomsprøve. Godt det ikke var mig. Stammen er ikke ret bred, så det må ikke have været let. I dag er broen afstivet af cement for ikke at knække. Så var turen kommet til Blue Mesa, hvor et forstenet landskab tonede frem. Her kunne man på afstand se det fascinerende. Lidt længere fremme var det Blue Forest, hvor vi gik en lang tur nede mellem sandklipperne. Bjerge var det ikke. Det var hårdt sand, som kunne smuldre når man rørte ved det. Det var meget storslået at gå rundt i. Man kunne virkelig se de mange farver, der var i sandklippen. Som noget af det sidste var der Newspaper Rock og Puerco Pueblo. Her kunne man se noget, der nærmest lignede helleristninger. Og Puerco Pueblo har en gang været en by. Man kunne stadig resterne af husene.

Et par udsigter mere ud over Painted Desert blev det til men efterhånden var det blevet lidt mørkt på grund af de sorte skyer. Turen gennem nationalparken er på ca. 40 km. Desværre må man ikke fjerne noget fra parken – det blev vi orienteret om da vi kørte ind, så det måtte vi jo lade være med.

Vi er nu igen kommet ud på route 66 og op mod Gallup, som ligger i New Mexico. På turen så vi noget vi ikke har set de sidste 12 måneder – sne. Der var kommet en lokal byge. Vejsiden var helt hvid ca. 5 km. Vi har fundet en rasteplads lige uden for New Mexico, hvor vi hviler i silende regn.

29/4

En rigtig øvdag.

Her til morgen vågnede jeg med gevaldig hovedpine. Faktisk en hovedpine, der begyndte i går morges. Og i nat var det svært at sove på grund af hovedpinen. Vi valgte at køre de 100 meter over på en campingplads. Her har jeg ligget og hvilet og sovet i løbet af dagen. Her til aften går det lidt bedre. Ulla har fået vasket noget tøj og Dorthea har lavet noget matematik. I morgen håber jeg vi fortsætter rejsen.

28/4

Bjerge og sletter.

Vi har nu forladt Phoenix og kørt op gennem Tonto National Forest og helt op til Holbrook. Det første af strækningen i dag kørte vi ind mellem bjerge og op og ned ad bjerge. Et rigtig storslået landskab med en masse kaktus. Kaktus der var op til flere meter høje. Senere kørte vi ind gennem Tonto-skoven, hvor der bare var træer og træer. På den anden side var der en kæmpe flad slette. Og her til sidst er vi nu havnet i Holbrook, hvor vi har fundet et lille hjørne på en stor plads lidt væk fra vejen, som i øvrigt er Route 66. Vi har lige gået en aftentur langs den historiske vej. Rigtigt hyggeligt med alle de lys når det bliver mørkt. En rigtig kold aften i forhold til ude ved kysten.

27/4

Lange lige veje.

Vi er fortsat øst på – 350 miles. Vi er nu øst for Phoenix, hvor vi har fundet en campingplads.

Turen gennem landskabet har budt på kørsel ind mellem en 7 miles bjerg terræn. Rigtig flot. Og så har turen budt på lange lige veje. Op mod hundrede kilometer uden et eneste sving. Landskabet har været meget tørt og der har været meget sand til siderne. Og med 50 miles (80 km) i timen, tager det nogle timer at tilbagelægge en så lang strækning. Autocamperen kører ikke ret meget på literen, så vi passer på med hastigheden.

Dejligt at være helt sluppet for LA’s mægtige trafik.

26/4

LAX – et farvel:

En god nat – men her til morgen – halv ni – kom en medhjælper ved aktivitetsparken og fortalte, at vi ikke måtte overnatte. Det var ligesom lidt for sent. Vi hyggede os hele formiddagen sammen med Hannah. Helt fantastisk. Lige over middag var vi en tur i Old Navy – en tøjbutik – som Hannah gerne lige ville ind og besøge inden afrejse.

Vi nåede lufthavnen (LAX) og bagage blev tjekket ind og vi havde lige en stund inden securi check. Vi fik sagt farvel og god rejse med lidt tårer i øjnene.

Sidst på dagen drog vi igen ud på vejene i LA. Det tog nogle timer og 70 miles inden vi var vest for byen. Endelig nåede vi ud på landet. Men stadig samme problem – overnatning. Efter næsten tre timer valgte vi at køre fra hovedvejen og finde en lille parkeringsplads i en lille by. Her har vi så slået lejr. I morgen bliver også en køredag. Vi er nu ca. 120 km. øst for lufthavnen.

25/4

Tilbage til LA.

Vi fandt ud af her til morgen, hvor vi havde sovet. Det var lige uden for et hestestutteri. Det kunne have været værre eftersom vi ikke kunne se hvor vi parkerede.

Vi er i dag kørt op langs vestkysten fra San Diego mod Los Angeles. Og så har vi lige været omkring Hollywood. Efter at have ledt over to tusinde stjerner igennem fandt Hannah endelig stjernen – Ellen Degeneres – stjernen. (kender hende ikke - hvis– nogen gør så skriv det lige på bloggen) Efter at have beundret stjernen fandt vi endelig den eneste ’rigtige’ souvenirer butik i Hollywood, så den måtte Hannah og vi andre ind i.

Vi er kørt i kø og kørt og ledt efter et sted at sove i ca. 2½ time igen. Jeg tror, at når GPS siger Trailer park, så er det en offentlig parkeringsplads, hvor man kan overnatte – det var det i hvert fald denne gang. Her til aften har vi været ude at spise – det er sidste aften Hannah er med os. I morgen flyver hun hjem til sit studie og vi andre fortsætter rejsen.

24/4

Zoo.

Så blev det tid til at se på dyr – dyr i fangeskab – zoo.

Vi har i dag været i San Diego Zoo hele dagen 7½ time. Der var 800 forskellige dyrearter og ca. 4000 dyr i alt. Og en pæn stor park at gå rundt i. Billederne viser en del af de dyr vi så. Der var alverdens dyr fra alverdens lande. Selv et firben fra Fiji. Et enkelt sted stod vi i kø i en halv time for at se tre pandaer, der bare sov. Men alt i alt en god dag, hvor vi nød at gå rundt og se på dyrene.

Hannah havde en triptæller med, som viste, at vi havde gået ca. fem km. Da dagen var omme satte vi os godt trætte ud i camperen. Nu skulle vi bare finde et sted at overnatte. Havde lige glemt, at det var USA vi kørte rundt i. Vi kørte efter den ene parkeringsplads efter den anden – no overnight camping. Selv da vi kørte om bag ved en fabriksbygning, på en meget mørk vej, og vi skulle lige til at parkere, så stod ranger der, og vi kunne lige så godt køre videre. Vi er nu kørt lidt uden for San Diego og ud, hvor der ikke er gadelygter. Her er vi kørt ind til siden af vejen og håber, vi kan få lov at sove hele natten. Her burde ranger (campingpolitiet) ikke bare sådan lige komme forbi. Efter 2½ times kørsel rundt er der endelig faldet ro over familien.

23/4

Seværdig tur til San Diego.

En rigtig vippetur blev det til i nat. Det stormede og stormede og vindstød af orkanstyrke. På et tidspunkt måtte vi vende camperen 90° for at få bare lidt ro i bilen.

I dag har vi kørt de sidste 100 miles til San Diego ad nogle mindre veje. Vi kørte op i bjerge op til lidt over 1000 m. og ned i dale. På et tidspunkt var vi helt nede ved den Mexicanske grænse. Vi har kørt på snoede veje og vi har set udsigter. Selvom Hannah var bekymret, så nåede vi San Diego ved middagstid. Vi fandt en Koa campingplads. En luksus plads. Der er pool og legeplads og man kan leje cykler og købe mad. Helt igennem i orden campingplads.

I eftermiddag har vi gået en tur inde i San Diego og set på en masse butikker. Til sidst fik Hannah købt en kuffert. Rigtig vigtig for os, så kan vi få sendt noget bagage med hjem, ellers ville vi have for meget til flyet.

22/4

Et besøg i Mexico.

Tidlig op og af sted. Faktisk allerede kl. 6.30

Vi fik kørt de første par timer inden vi holdt ind og fik noget morgenmad. Dorthea sov hele tiden og Hannah filmede løs. Vi holdt ind i Maricopa og fik noget mad og fik handlet ind. Så der gik næsten tre timer.

Så var det videre og lige pludselig kørte vi gennem noget, der lignede en ørken. Der var meget sand på begge sider af vejen. Vi holdt ind på en rasteplads for et hvil. Det blæste helt vildt og der var sandstorm.

Vi drejede fra hovedvejen og tog rute 98, da den lå tættere på Mexico. Hannah og jeg var nede ved grænsen et sted. En betjent fortalte, at der kun var fabrikker på den anden side. Vi kørte videre og kom til Calexico. Her var der også en grænseovergang. Hannah og jeg tog chancen og gik over til Mexico og byen Mexicali. Her gik vi lidt rundt og fandt nogle souvenirer butikker. Hannah fik købt en kop og jeg et lille glas. Byen er helt anderledes end USA. Der var meget mere beskidt og det så meget fattigt ud.

Tilbageturen gennem paskontrollen til USA. Vi blev spurgt om alt muligt men kom dog ’hjem’.

Bagefter gik Dorthea, Ulla og jeg over til Mexicali. Et par souvenirer mere blev det til inden vi vendte hjem igen. Nu var det også begyndt at blive mørkt.

Vi er nu kørt et stykke videre mod San Diego og fundet en overnatning ved siden af en tankstation. Vi tager de sidste 100 miles i morgen.

21/4

Solopgang over Grand Canyon.

Vi havde besluttet, at vi ville ind og se solopgang over Grand Canyon. Vækkeuret var sat til ti minutter i fem. Og heldigvis har det ikke været så koldt i nat, så vi havde ingen problemer med at komme ud af fjerne og køre de syv miles ind til der, hvor vi blev jaget væk i går. 5.48 var solen sat til at stå op. Og den kom. Og hvor var det flot. At se en nyopstået sol skinne ned over de røde bjergklipper, det er et flot syn. Efter en lille times tid var der nogen, der synes de ikke havde fået udsovet, så de puttede sig under de tæpper, der er fulgt med camperen.

Formiddagen blev brugt til en lang gåtur på ca. 2,5 km. hver vej langs Grand Canyon. Det er og bliver flot. Og man ser nye flotte formationer, hver gang man ser ud over dalen. Turen gik ind til Grand Canyon city og tilbage. Inde i byen var der lige lidt souvenirer, der skulle findes og købes.

Efter frokost og et sidste farvel til den store kløft var det tid at få camperen ud at rulle lidt igen. Vi er nu kørt 175 miles syd for Grand Canyon. Landskabet her er lettere bjergrigt. Men vejene går langsomt op ad bjerget og ned igen. Og så er der mange lange lige veje.

Vi har nu fundet en dejlig rasteplads, hvor vi hviler os – vi har jo været tidligt oppe.

Vi har for første gang i USA siddet udenfor og spist aftensmad.

20/4

Grand Canyon.

En noget kold nat i nat. Helt ned til 1°. Det var koldt så vi måtte tænde generatoren, så vi kunne få noget strøm til vores varmeblæser. Heldigvis virkede det.

Efter morgenmad kørte vi de sidste seks miles ind til nationalparken. I denne her periode er der fri adgang til mange nationalparker – dejligt. Første stop var Grandview Point. Det var første gang vi så Grand Canyon på nært hånd. Her var der kun et ord – Stort. Jeg skal lige love for, at det var både stort og flot. At se alle bjergene nede i dalen og helt nede Colorado floden – det var flot. Vi gjorde stop nogle flere steder langs kanten af Grand Canyon – Moran Point, Lipan Point, Navajo Point og til sidst Desert View. Her ude var der et lille tårn så man kom op og kunne se 360° rundt. Selv om vi har stoppet mange gange langs kanten af Grand Canyon så var der ikke to steder, der var ens.

Vi kørte tilbage igen og lidt videre til Yavapai Point. Herfra gik vi en lille tur land kanten og hen til visitorcenteret. Og så håbede vi at få se en dejlig solnedgang ud over Grand Canyon – og ja solen gik ned – bag en sky. Men flot var det alligevel.

Vi havde parkeret lige ved siden af Yavapai Point, og efter solnedgang fik vi lavet noget aftensmad og var i gang med opvasken da politiet ankom. Jeg troede de ville hjælpe med opvasken men nej, de var kørt den lange vej for at fortælle os, at vi ikke måtte overnatte frit inde i nationalparker i USA – det var der en lov om. Helt fint med mig. Jeg satte mig til rettet og skulle til at køre. Men nej, vi skulle lige vise vores pas, for de skulle lige sikre sig, at vi overhovedet måtte opholde os i landet. Endelig kunne vi køre ud til der, hvor vi sov i går nat. Håber på lunere vejr i nat.

19/4

Route 66.

Vi fik tanket op med alt fra morgenstunden – vand og strøm og tømt toilet. Nu var vi klar til nye oplevelser. Vi begyndte turen fra enden af Kingman, hvor vi kørte op på Route 66. Og hele dagen har vi kørt på Route 66. Og hvilken oplevelse. Vi stoppede først i Hackberry. Ikke nogen by men kun et souvenirer hus. Butikken var omdannet til 30-60’er stil. Der var gamle biler, der holdt udenfor og en mand, der stod og spillede western musik. Og så holdt der en masse Harley Davidson motorcykler udenfor også. Det var et rigtig hyggeligt sted.

Vi kørte videre ad den historiske Route 66. Og næste stop var Seligman. En lidt større by med lidt flere souvenier butikker. Og en rigtig hyggelig by med mange gamle biler – både brandbiler og store amerikaner biler. Det er den by, der har givet inspiration til tegnefilmen Biler. Jeg fik også købt en trøje, hvis det nu skulle blive koldt i Death Vally. Ulla købte sin obligatoriske (ferie) taske.

Sidst er vi også kommet gennem Williams, som også bar præg af Route 66-nostalgi. Vi er nu kørt nord på og holder på en parkeringsplads lige uden for Grand Canyon nationalpark.

18/4

Hoover Dam.

Vi har nu fået hentet briller og vi nåede lige netop hen på en tankstation inden vi blev kørt ned af en anden bil. Han kørte ind i vores kofanger. Og så strikse med alt som de er i USA, så det ikke godt ud. Vi blev straks tilbudt 100 USD men vi takkede nej – vi skulle ikke ud i noget. Heldigvis var tankpasseren der og hun hjalp os med papirer og hun ringede til Apollo, så alt skulle være i orden nu.

Vi har nu forladt Las Vegas og er kørt videre syd på. Gennem et smukt landskab med mindre bjerge. Kursen var sat til Hoover Dam. Og lidt over middag nåede vi til den store dæmning. Et fantastisk flot landskab og en dæmning, der kontrollerer vand gennemstrømningen til Californien og omkringliggende stater. Hoover Dam producerer en del strøm gennem en del turbiner – faktisk helt op på 4 mia. kwh. om året, nok til 1,3 mill. husstande. Dæmningen er bygget fra 1931-1935 og kostet 60 mill. dollar.

Dorthea, Hannah og jeg var på en guidet tur ned i bunden af dæmningen, hvor vi kunne se turbinerne.

Ud for besøgscentret stod to bronze statuer lavet af en norsk-amerikaner. Som afslutning gik vi en tur over den store bro over Colorado-floden. Her oppe fra kunne man rigtig se Hoover Dam dæmningen.

Vi er nu kørt lidt længere syd på ned til Kingman og har søgt ind på en campingplads.

17/4

Kasino.

I dag har vi taget den anden halvdel af Las Vegas Boulevard. Vi har set det ene kasino efter det andet. (og så har vi bestilt nye briller – så vi kunne se det hele lidt mere klart – inden vi gik på kasino) Sidst på dagen var Hannah og jeg så på kasino. Vi vandt en lille smule men desværre ikke en formue. I morgen kører vi videre fra vores parkeringsplads i Las Vegas.

16/4

Las Vegas.

Vi er nu kørt helt ud af LA. Ud på motorvejene mod Las Vegas. På vejen stoppede vi på en rasteplads. Her var en cafeteria og butik omformet, så det lignede 60’stil. Turen videre nordpå op til Nevada og endelig nåede vi Las Vegas. Vi kørte en tur op ad hovedgaden Las Vegas Boulevard (The Strip). Vi kørte lidt rundt og fandt en parkeringsplads, hvor vi fik lavet aftensmad. Og så gik vi ellers ind til hovedgaden igen. Her var der alt lige fra Eiffeltårnet over pariserhjulet og til Trevi Fountain fra Rom. Det var rigtig flot med alle de mange lys det hele var oplyst med. Og et kæmpe springvandsshow var der også. Meget flot med projektører på.

Det hele er åbent hele døgnet, så det er bare med at bruge nogle penge og det var lige netop hvad Hannah gjorde på et kasino. Og jeg skulle også lige se. Det var kun en dollar hun spillede for, så det havde hun lige råd til. Så var det eller tilbage til camperen godt trætte.

Jeg er ved at vende mig til, at alle afstande er i miles – både på skilte, GPS og speedometer.

15/4

Første dag i USA.

Vi begyndte formiddagen men en guidet tur rundt i Hollywood. Vi så en masse af de kendtes huse/paladser. Både skuespillere, sangere og musikere. Det var da meget sjovt at se.

Hele eftermiddagen er brugt på at komme ud til Apollo og leje autocamperen. Jeg skal lige love for, at det er en anderledes camper end de to første. Det er en sprit ny bil. Kun kørt godt 2000 miles. Den er mere rummelig, bredere og længere. Det er noget af en ’slæde’ at køre rundt i. Vi fik klaret alle papirerne og kom af sted. Ud på vejene – og husker lige, at nu er det i højre side, der skal køres. Og så skal vi lige huske at alt er anderledes. Der regnes i miles, gallon, tommer og feet. Det skal vi lige vende os til. Og overnatningssteder bliver også lidt anderledes. Det er begrænset, hvor vi må holde. Og så er der bare rigtig mange biler på de tre-fire-fem sporede motorveje. Men vi har nu fundet et sted i udkanten af LA.

14/4

Goddag til USA.

Vi er nu velankommet til USA. Godt ti timers flyvning. Og vi er godt trætte. Det er ikke meget søvn man får i et fly. Kaptajnen mindede os lige om, at vi havde passeret datolinjen, så det stadig var den 14. april. Vi er nu taget ud til Hollywood, hvor vores hotel ligger. Hannah er kommet over og er sammen med os de næste dage. Det var dejligt at se hende igen.

Vi har til aften gået en tur i Hollywood og set de mange stjerner – Walk of fame, hvor mange af de kende skuespillere, musikere, forfattere og andre kende har deres navne på en stjerne hver. Og til sidst var det lige tid til en pizza.